I denne terrorbekæmpelsens tid, er det naturligvis oplagt at Hollywood også giver sit besyv med – og en stort opsat Hollywood produktion, der som udgangspunkt stiller spørgsmålstegn ved bagsiderne af terrorbekæmpelsen, lyder umiddelbart for godt til at være sandt. ”Afsløringen” viser sig dog også hurtigt at være lidt af et tamt, men ganske underholdende, knald frem for et potentielt brag. Taget i betragtning hvor sprængfarlig filmen kunne være blevet, er der simpelthen stoppet alt for lidt krudt i tønden og filmen tilføjer intet nyt til terrordebatten.
Den egyptisk fødte amerikaner Anwar El-Ibrahima (Omar Metwally) er en kemi-ingeniør, der under mystiske omstændigheder forsvinder under en flyvetur fra Cape Town til Chicago. Hans gravide kone Isabella (Reese Witherspoon) indleder med hjælp fra sin gamle collegeven Alan Smith (Peter Sarsgaard) en klapjagt på at opklare mysteriet og få hendes mand tilbage – en jagt, der går højt op i det amerikanske sikkerhedssystem. Da undersøgelserne når CIAs afstumpede terrorchef Corrinne Whitman (Meryl Streep) på toppen af kransekagen, finder Isabella ud af at hendes mand er mistænkt for at være hjernen bag et terrorangreb og derfor er blevet overført til et hemmeligt fængsel i Nordafrika. CIA-analytikeren Douglas Freeman (Jake Gyllenhaal) er udstationeret i Egypten og da han er vidne til de brutale afhøringer af Anwar, udført af det hemmelige egyptiske politi, begynder han at tage stilling til jobbets karakter. Retfærdiggører terrorprævention totur – og kan systemets håndtering af totur retfærdiggøres?
Filmen er skruet sammen som et multiplot, der med historien progression fletter karakternes skæbner sammen og udvikler sig til et parallelforløb, hvor de to historier i Egypten og USA fortælles sideløbende. Det fungerer efter hensigten det meste af filmen, men ved et underligt forceret narrativt twist i slutningen, knækker filmen fuldstændigt. Nu vil jeg ikke komme ind på hvad der sker, men slutningen virker utroligt klodset og forsøget på at nuancere nogle af karakterne og deres motivation ved dette twist er helt bombe-lum. Filmens problem er nemlig at den ikke tør nok, hvilket en slutning der vender 180 grader ikke kan ændre på, medmindre det er helt fantastisk udført; og det skal en film om det tema være, hvis der skal være gennemslagskraft. Som enhver anden stor produktion, er filmens tekniske kvaliteter kræs for øjne og øre. Toturscenerne med Anwar er utroligt troværdige og er nogle af de mest ubehagelige, jeg har set, siden Alan Parkers ”Midnight Express”. Men hvad hjælper det, når der hverken bliver taget stilling til terrorbekæmpelsen eller totur? Uden en holdning, udvaskes temaet fuldstændigt og vådt krudt giver som bekendt ikke de store chok, og tilbage er der en alt for neutral og ligegyldig filmoplevelse, man hurtigt har glemt igen. Underligt nok lades der op til en kommentar om menneskers ansvar overfor andre menneskers liv, men ”Afsløringen” kommer aldrig ud af busken som den intelligente og dybsindige perspektivering af terrorbekæmpelsen, den gerne selv vil være.
Instruktøren Gavin ”Tsotsi” Hood har selv en barsk baggrund fra sin opvækst i Sydafrika, og var derfor ment som manden, der kunne tilføje ”Afsløringen” en nødvendig rå retorik og hans instruktion er der nu heller intet i vejen med. Personinstruktionen af stort set alle skuespillerne er fint udført og det er en fornøjelse at se så store navne som Streep, Gyllenhaal og Witherspoon gøre det godt. Desværre er ”Afsløringen” som politisk kommentar en slem skuffelse, der ikke tager stilling og i stedet bliver flot underholdningsfilm med rå elementer. Forhåbentlig kan filmen være et tilløbsstykke for andre film, der kan omsætte en politisk agenda om menneskerettigheder i en Hollywood produktion på tilfredsstillende vis.
