Aliens Vs. Predator 2
11. januar 2008
af
Michael Panduro
VIS TRAILER
Spildt potentiale og masser af ufrivillige grin
Den er langt fra så dårlig som evig-dummerten Paul W.S. Andersons rædderlige første omgang, men anden runde i opgøret mellem to af alle tiders mest underholdende sci-fi monstre er stadig en hån mod både tilskuer og i særdeleshed de filmserier den lægger sig i forlængelse af. Skabt af brødrene der stod bag musikvideoen til Nickelbacks ”How You Remind Me” og uden spor af hverken uhygge, originalitet, troværdigt skuespil eller for den sags skyld nogen af den farlighed de to duellanter har opbygget gennem årtier på videohylderne – en skændsel næsten på højde med sin forgænger er det blevet til.
Som det var tilfællet i James Camerons actionbrag fra 1986 er Alien blevet til Aliens i titlen og der er masser af dem. Ikke desto mindre virker de totalt ufarlige og dumme mens de uden skyggen af troværdighed plagierer scener fra bagkataloget og angriber i uforståelige ultranærbilleder. Det nye Alien-design er kikset og kluntet og efterhånden rigtig langt fra Gigers oprindelige fusion af seksualitet og krigsindustri. Mest interessante forsøg er super-duper Alienen der er fusioneret med en Predator (i filmens eneste reelle reference til forgængeren), men heller ikke den træder nogensinde i karakter eller bliver for alvor farlig.
Der er to grunde til at de langhalede penis-øgler har mistet grebet om publikum - hvis man vel at mærke ikke tæller de inkompetente instruktør-brødre med. For det første har man absolut ingen sympati, identifikation eller interesse i de menneskelige indbyggere i den lille by hvor filmen udspiller sig, så man er drønende ligeglad med dem når de bliver spist eller omdannet til udenjordiske rugemaskiner. For det andet virker det på intet tidspunkt som en udfordring for filmens enlige Predator at nedslagte legioner af de ellers ret så sejlivede Aliens. Alene kommer hr. Rovdyr til jorden og før vi har set os om har han klaret de fleste af de savlende slamberter. For publikum er han selv sådan set heller ikke hverken farlig eller synderlig interessant når han som en eller anden Stallone-Schwarzenegger-Ninja render rundt og ser rundt om hjørner med sine varmefølsomme øjne.
Det er en film uden skyggen af nerve der er kommet ud af det enorme potentiale, nøjagtig som det var tilfællet sidst. Som noget positivt er hovedpersonerne i denne omgang blevet forsynet med både bandeord og spandevis af blod i årerne, men det er mere eller mindre også det eneste positive jeg kan komme i tanke om. Som underholdningsfilm er AvP2 allerhøjst ufrivilligt morsom (og bevares, det er den. Jeg grinte højlydt masser af gange både af dialog, skuespil og hjernedøde og fuldstændig malplacerede referencer til originalerne), som thriller er den ubrugelig og uden stemning overhovedet og som kapitel i både Alien og Predator-serierne er den direkte pinlig. Potentialet i sammenstødet mellem de to scifi-horror-mastodonter er til at skære og med den velfungerende tegneserie som pejlemærke har der virkelig skullet filmisk idioti på højt niveau til for at skabe endnu en skamplet i Hollywoods møgbog. Treeren bliver sgu nok også dårlig...
Titel: Aliens Vs. Predator 2
Original Titel: Aliens Vs. Predator - Requiem
Premieredato: 11. januar 2008
Instruktør: Greg Strause, Colin Strause
Skuespillere: Steven Pasquale, Reiko Aylesworth, John Ortiz, Johnny Lewis, Ariel Gade, Kristen Hager
Spilletid: 94 min.
Selskab: 20th Century Fox, Fox Film, 2007
Genre: Action
Link:
http://www.aliensvspredator2.dk
11. januar 2008 - malene nielsen
Jeg tror, at jeg har det lidt fint med og ha´set Alien og Predator, i hver deres film. ;o)
11. januar 2008 - Pierre Christiansen
Var den virkelig så slem? Altså jeg ser ikke de film for gysenes skyld, mere nostalgien i predator-alien universet.
12. januar 2008 - Jens Simonsen
Jeg har nu set begge AVP-filmene, og jeg synes de er ok. Jeg vil dog sige at AVP2 er meget bedre end AVP, da den ikke er tilladt for 13 årige. Så i AVP2 ser man blod, og der sker meget mere action i den. Desuden er der "lånt" dialog og musik fra nogle af de gamle Alien og Predator film, så fans af de to monster vil genkende med det samme!
12. januar 2008 - Panduro
Men det er lånt på sådan en kikset måde at det ikke er fedt overhovedet. Og jeg er da også nostalgisk i forhold til begge karakterer, men det gør ikke ethvert gensyn, og da slet ikke et så rædderligt udført et som dette, til et godt gensyn. Filmen er skidedårlig og fungerer allerbedst som ufrivillig komedie. Der var MANGE ting der fik mig til at grine, men det er jo ikke meningen og det meget ærgerligt i forhold til de velfungerende film der går forud...
12. januar 2008 - Keld Hansen
Skal ind og se den imorgen, glæder mig .
14. januar 2008 - Kenneth Beierholm
En sætning som: "Treeren bliver sgu nok også dårlig..." er ikke ligefrem et tegn på en god anmeldelse.
Det er en meget hård anmeldelse, men kan selvfølgelig også værd fortjent.
Hvordan er filmen hvis man ikke har set hverken Alien eller Predator filmene? Virker til det primært er derfor du dømmer den som du gør.
14. januar 2008 - Panduro
Den afsluttende sætning var nu mest ment som en kommentar til den måde Hollywood-producere laver film på i dag og at de nok i tredje omgang finder endnu en talentløs instruktør eller instruktører. Det er sandt at jeg dømmer filmen hårdt når jeg sammenligner med de originale filmserier, men ethvert kapitel i en franchise bør vel sammenlignes med sine forgængere? Jeg synes at jeg gør opmærksom på hvorfor jeg synes filmen er dårlig uafhængigt af forgængerne. Jeg synes instruktion, skuespil og manuskript er forfærdeligt, at filmen på intet tidspunkt er hverken spændende, uhyggelig eller interessant og alle de ting synes jeg uafhængigt af begge filmserier. Det er ligefør jeg tror filmen bliver bedre hvis man ikke har set nogle af forgængerne, for selvom man får svært ved at forstå nogle af de ting der bliver taget for givet, så vil man ikke blive udsat for alle de scener der blot er pinlige plagiater af tidligere film.
14. januar 2008 - Allan Loftager
Det bliver vidst bare på dvd den skal ses (leje)
17. januar 2008 - Henrik Andersen
Ærgeligt at den ikke er bedre end den er. Når man tænker tilbage på de spændende AvP tegneserier, er det ærgeligt at det ikke er dem der er blevet blæst op på det hvide læred. AvP-2 lider af kedelige karakterer der heldigvis næsten allesammen dør ( så lidt opmuntring er der da). Heldigvis flyder blodet og syren sprøjter og det positive er de opløftende scener hvor menneskene møder Mr. Predator, og bare er i vejen for ham, og derformå dø. Det er god stil, men desværre ikke nok til at gøre AvP vidre spændende :H
23. januar 2008 - Marcus Mührmann-Lund
Det er sådan en film, som folk typisk elsker at hade. Er ikke sikker på at den er vildt dårlig.
24. januar 2008 - Panduro
Det er den...
5. februar 2008 - Peter Schøn Hansen
Bakker Panduro op , den er dårlig!!!, jeg er glad for at jeg vandt billetterne, men ellers havde jeg heller ikke set den, det er ikke noget jeg ville spilde 5 kr på, endsige 75,
5. februar 2008 - Shawn Oliver Sandholdt
Har lige set filmen og selv om jeg elsker Alien og er lidt kitch vild med Predator så er dette bare noget bix. En gang blandet slik som har ligget for længe og som under de rigtige forhold kunne have smagt godt.. men nej dette er en en om'er
6. februar 2008 - Jan Rendbæk
den har fået blandet modtagelse så nu ser jeg den på dvd uden nogen særlig forventninger så lader jeg det bare komme.