En stormfuld novembernat i 1823 forsøger Antonio Salieri (F. Murray Abraham) at begå selvmord, men bliver straks bragt til hospitalet af sine medhjælpere. Nogle uger efter kommer en præst forbi for at tage hans skriftemål, og bliver vidne til en fortælling. Salieri var forhenværende komponist ved det Østrigske hof. Snart kom det nye talent Wolfgang Amadeus Mozart (Tom Hulce) til byen, men han opførte sig uansvarligt. Salieri undrede sig over hvordan Gud kunne give sådan en tåbe en så stor gave, og snart blev det hans mål at ødelægge Mozart’s liv.
Milos Forman’s mesterværk fra 1984 er blevet tilføjet 20 minutters aldrig tidligere vist drama og musik, og desuden er hele filmens soundtrack digitalt re-mastered. Det er en nydelse at gense denne fantastiske film på det store lærred, og filmen er langt fra blevet forældet. Den har derimod været glemt i et stykke tid, og nu dukker den så op i en helt ny indpakning. Der er mest tilføjet nye musikalske scener, og en konfrontation mellem Salieri og Mozart’s kone Constanze (Elizabeth Berridge) som man ikke glemmer foreløbigt. Filmen er kun blevet mere fuldendt i denne endelige udgave, og du burde ikke snyde dig selv for at se den, eller gense den for den sags skyld.
Amadeus vandt i 1985 hele 8 Oscars for Bedste Film (Zaentz), Bedste Instruktion (Forman), Bedste Mandlige Hovedrolle (F. Murray Abraham), Bedste Originale Manuskript (Shaffer), Bedste Art Direction (Von Brandenstein), Bedste Kostume Design (Pistek), Bedste Make-Up og Bedste Lyd.
Milos Forman (Gøgereden, The People Vs. Larry Flynt og Man On The Moon) viser sig her fra sin allerbedste side. Han er en mand der forstår at instruere biografier, og han gør det med glans. Hans instruktion er ikke mindre end genial, og sådan er det selvfølgelig ikke kun i denne film. Filmen er hovedsageligt kun optaget i stearinlysets skær, og dette er blot en af de mange fantastiske ideer Forman har kommet på. Hans leg med billede og lyd sammensætter en vel konstrueret film, som mange efterkommere er blevet inspireret af.
Jeg har svært ved at sige noget ondt om skuespillerne, for de er alle sammen ligeså fantastiske som instruktøren. F. Murray Abraham (Serpico, Scarface og Finding Forrester) har fuldt ud fortjent sin Oscar, han rammer sin hadefulde figur med et lille smil, og gør derved rollen helt hans egen og fuldstændig unik. Tom Hulce (Fearless og Mary Shelley’s Frankenstein) som den tumpede Mozart skulle ligeså have vundet en Oscar, han graver i sin figur og finder alle siderne frem. Hans fortolkning balancerer mellem det komiske og tragiske på en forfriskende måde. Jeg kunne give hver skuespiller den kredit de har fortjent, men så ville denne anmeldelse blive meget lang. Jeg nøjes med at sige at både Elizabeth Berridge, Roy Dotrice og Jeffrey Jones leverer deres livs roller.
Manuskriptet af Peter Shaffer skal også lige nævnes, for det er en af hovedingredienserne i denne film. Det er blandt de bedste der nogensinde er skrevet. Amadeus er fiktion der er baseret på fakta, så man skal ikke tage filmen alt for alvorligt på det led. Men det er heller ikke biografien der er vigtig for filmen, den handler nemlig om et geni’s fald og om had og jalousi. Filmen er tilbage fra dengang det var de rigtige film der vandt de berygtede Oscars (hvis du kan huske den tid), og det gør jo filmen en hel del mere tiltrækkende. Kort sagt: hvis du er en filmelsker, vil det være tåbeligt ikke at se dette mesterværk, for det er en af de bedste film i verdenshistoen.
