Skriv en kommentar
Efter en kortere tilvænningsperiode er Mac og Kelly så småt ved at få proppet deres liv som nybagte forældre ind i et tilstræbt narrativ: det nyindkøbte hus, hvori hele deres opsparing er investeret, står flot på en nyslået grøn plæne i et typisk amerikansk forstadskvarter; de mener ikke, det kan vare længe før sexlivet er tilbage til status quo, og ligeledes venter de, at et bøssepar af blandet etnicitet (eller noget andet ligeså spændende) vil flytte ind ved siden når som helst som prikken over i'et i deres nye, pæne voksenliv.
Da flyttebilen standser ude på vejen, vælter det dog ud med flere mænd, end Mac og Kelly havde i tankerne, og mens græske bogstaver bæres ind i huset ved siden af, indser de til deres rædsel, at en 'frat house'-studenterklub fra det lokale universitet er deres nye nabo.
Partnerskab. Naboskab. Venskab.
Mac og Kelly spilles af henholdsvis Seth Rogen og Rose Byrne, som begge er kendte ansigter i komediegenren – specielt Rogen, der indimellem indie-roller, optræder i film som Pineapple Express (2008) og This is the End (2013), mens Byrne markerede sig som komisk talent i den succesfulde Bridesmaids fra 2011. Noget af det, der fungerer bedst i filmen, er netop dynamikken mellem de to, og det er en fryd at opleve et heteroseksuelt forældrepar, der får lov at være lige sjove. Byrne kunne let været kommet på snerpet baby-duty, mens Rogen fik lov at levere punchlinen. Men i tilfældet af Bad Neighbours portrætteres en balance, der virker autentisk i sin overensstemmelse med et rigtigt partnerskab.
Og et team bliver de to nødt til at være, for på den anden side at stakittet regerer Teddy (Zac Efron) og Pete (Dave Franco) som deres 'fraternity's præsident og vicepræsident. Deres mål er at holde en fest, der er æresvæggen værdig, men de opdager snart, at denne ide er mindre populær hos Mac og Kelly, som i deres bestræbelse efter nattesøvn først forsøger at være unge med de unge, men senere gør hvad de kan for at skabe splid mellem de to venner. Dette gør plads til en mere seriøs side af filmen, der fokuserer på loyalitet, identitet og angst for tiden post universitetet.
Temposkift
I filmens første tredjedel, specielt, tager Bad Neighbours hensyn til en generation, der er vokset op med høj tempos-underholdning som Family Guy, hvor konstant stimuli er essentiel. Bad Neighbours leverer hurtige replikker og krydsklipper mellem segmenter og formår dermed at holde seerens opmærksomhed for en tid.
Hen ad vejen synes filmen dog at påtage sig en stillestående position. Dette hjælpes ikke på vej af fornemmelsen af, at den ikke rigtig kan beslutte sig for, hvor stor en del af komedien skal være dramabaseret. Parallelt hermed gøres det aldrig rigtig klart over for seeren, om Mac og Kelly bestræber sig på det tidligere beskrevne voksenliv, eller om de nærmere er drevet af et ønske om at holde fast i deres egen ungdom. Filmen fremlægger begge sider, og det kommer til at virke selvmodsigende.
Endelig er det egentlig ikke fordi Bad Neighbours er ”laugh out loud”-sjov. Men den holder da sit publikum jævnt underholdt det meste af filmen, og resten af tiden er Rogen og Byrne søde nok sammen til, at de kompenserer for mangel på en historie med mere på hjerte.
