Fredag den 19. august 2005
Kære Dagbog,
Dagen i dag stod i de Britiske films tegn, så for at komme i stemning startede jeg morgen med beacon and eggs og en nice cup of earl grey tea og læse lidt engelske aviser. Jeg surfede også lidt rundt på nettet for bl.a. at læse lidt om Charles Dance, som jeg skulle møde senere på dagen i forbindelse med hans debut som instruktør, med filmen ”Women in Lavender”, i Dagmar her til aften. Heldigvis bød dagen i dag også film af andre instruktører, som ikke lige var Mike Leigh eller Ken Loach, nemlig de nye navne som fx Shane Meadows, Amma Asante og Juliet McKoen, som alle var med i den specielle pakke Dagmar havde sammensat til os i dag. I løbet af festivalen kan du dog på andre dage opleve bl.a. nyeste film fra blandt andre Sally Potter (hende med ”Orlando” og ”The Tango Lesson”) og Roger Mitchell (ham med den romantiske ”Nothing Hill” og actionfilmen med dybde ”Changing Lanes”).
Dagmar Teateret var som sagt valgt til at være vært for denne dag og de havde valg 4 ud til os for at vi endnu engang kunne få bevis for, at Britterne kan lave film inden for flere genre, men også film som sagtens kan overgå de amerikanske i lune, spænding og ny tænkning og spændende brug af mediet til at fortælle sin historie. Desværre taber mange af disse film, til amerikanske Blockbusters, når der skal købes film, så man bliver nødt til selv at holde øje med disse smalle film på festivaler, tv, dvd, så man ikke går glip af disse perler, på tros af at vi her i Danmark har været flinke til at købe og vise dem.
De 4 fire film, hvor af denne anmelder desværre kun fik billetter til de 2 var:
Frozen (af Juliet McKoen)
Dead Man’s Shoes (af Shane Meadows)
A Way of Life (af Amma Asante)
Ladies in Lavender (af Charles Dance)
De 2 jeg så var ”Dead Man’s Shoes” og ”Ladies in Lavender”. Begge film bød på en stor oplevelse, selv om det var med meget forskellige følelser man forlod salen.
Den første film ”Dead Man's Shoes”, er på overfladen og på papiret en almindelig horror film, men da jeg fra flere andre anmeldere fik fortalt, at den unge instruktør Shane Meadows tidligere i sin karriere havde bevist, at han kunne afvikle dybt moralske fortællinger i en underholdende og underfundig tone og godt krydderet med spændende brug af improvisation, kamerateknikker og klipning, besluttede jeg at vælge den, da jeg ikke kunne få billetter til den psykologiske thriller ”Frozen”.
"Dead Man's Shoes", fortæller historien om elitesoldaten Richard, som vender hjem til en lille provinsby i Nordengland for at slå sin retarderede lillebrors plageånder ihjel. I flashbacks ser vi, hvordan lillebroderen er blevet ydmyget og misbrugt få år tidligere af en flok unge og gamle på stoffer. Som handlingen skrider frem, udvikler vi gradvist en forståelse for, hvorfor Richard –intenst og uhyggeligt spillet af skuespilleren Paddy Considine, som også havde været med til at skrive manuskriptet, uden tøven sætter sit eget liv på spil i jagten på hævn og ikke minds retfærdighed. Som filmen udvikler sig mere og mere blodigt forstår vi også bedre og bedre, hvorfor Richards lillebror bare tavst ser til, mens den ene likvidering efter den anden sker for øjnene af os. Dette er ikke filmet Hollywood-style, med bragende musik ud af højttalerne og kaskader af sprøjtende blod og højt lydende skrig. Her er det håndholdt kamera og reallyd af kød som flænses, blod som drypper, en pistol som går af med mere, som virkelig får volden til at krybe helt ind under huden på dig, specielt også efterteksterne lader dig vide at dette måske rent faktisk er en sand historie. Den efterfølgende diskussion, med den ene af de medvirkende (Gary Stretch) om filmens spændende tilblivelse satte en i tvivl om man skulle ryste på hovedet eller hvad man skulle føle, for uden tvivl var budskabet meget klart (man skal kunne stå inde for sine handlinger og disse får konsekvenser ikke bare nu men også i fremtiden og for andre end dig selv), men var det nu også den rigtig måde at fortælle det. Der er basis for en kultgyser klassiker, men om den bliver det må tiden jo vise. Vi kigger nærmere på filmen når den får premiere i de danske biografer.
Efter en pause med en god kop the og et stykke friskbagt kage i cafeen, blev det tid til aftens anden film, som var i en helt helt anden og mere opløftende og rørende genre, nemlig skuespilleren Charles Dances instruktørdebut ”Ladies in Lavender” med blandt andre de 2 store skuespillere Maggie Smith og Judi Dench. Det var sjovt ved indgangen til salen at høre både unge og ældre kvinder tale om, hvor dejlig Charles Dance var, specielt også da han også dukke op i køen og på bedste engelske gentleman maner hilste på dem på vej ind i salen. Efter en kort introduktion gik filmen så i gang.
I ”Ladies in Lavender” spiller Maggie Smith og Judi Dench 2 enlige og livsglade søstre, som lever en fredelig tilværelse i en lille fiskerby. Men en smuk morgen efter en kraftig storm skyller en ung, polsk skibbruden op på deres strand, men han er dog ikke død. Mens han plejes af søstrene og gradvist afslører sin identitet, vækker den unge mand både varme moderfølelser og en overraskende og sød forelskelse hos de aldrende kvinder. Endnu engang beviser Maggie Smith og Judi Dench at man ikke behøver at blive pensioneret som skuespiller når man fyldt de 40. Deres dejlige spil viser den klassiske engelske skuespil tradition og viser også på bedste vis både humor, sårbarhed og melankoli i søstrenes bevidsthed om, at det meste af livet ligger bag dem. Den unge polak spilles af en af Tysklands nye stjerner, Daniel Brühl, som du måske kender fra filmen ”Goodbye Lenin”. Han bliver centrum i denne meget rørende og atypisk kærlighedshistorie, som gik lige i hjertet på alle i salen unge som gamle. Efter filmen var der en god snak med Charles Dance og filmens tilblivelse og det var helt tydeligt at han havde nydt ikke blot at lave filmen og stå bag kameraet, men også at arbejde med disse 2 store personligheder i engelsk film. Filmen er pt. ikke planlagt til at blive udsendt i de danske biografer, men bestemt en film, som du kan nyde med din gamle mor/farmor eller andre voksne mennesker som er over den første forelskelse eller bare andre ”unge, som blot er blevet ældre”, som min far plejede sige, hvis du falder over den på dvd eller den bliver vist på tv.
Da jeg var færdig i Dagmar, skulle jeg lige hjem og lave lidt noter, skifte tøj, hvorefter turen gik tilbage til Cirkusbygningen, hvor der blev afholdt after party, med engelsk mad og drikke og hvor man kunne hygge snakke med andre der også havde nydt engelske film i løbet af dagen, eller engelske og danske filmfolk.
Andet steds i byen var der også et spændende tilbud om end tilbage i den mere bloddruppende afdeling. På vejen hjem stødte jeg ind i nogen som havde været i Cinemaxx ude på Fisketorvet, hvor de havde oplevet vampyr-horror-fantasy-action-thrilleren "Night Watch". Her var der også gjort noget ud af det i form af man havde fået filmens hovedrolle indehaver, Konstantin Khabensky, til at komme og introducerer filmen. Efter filmen havde de også fået lidt til ganen og lidt maven for der havde de fået blodrøde drinks og natmad til tonerne af russisk undergrundsmusik.
I morgen venter en ny god dag. Denne dag er også en nationaldag og her er det de franske film, som hyldes i form af masser af franske film og endnu et after party med franske specialiteter, mums !, med Grand Teateret som vært for dette arrangement. Jeg glæder mig, for jeg skal se hele 3 af de 6, som er på programmet, men mere om denne dag i morgen.
Good Night and thank you CIFF for a wonderful day among the British filmmakers and pictures. Please drop by again at the Danish cinemas with some more of those delightful movies.
