Skriv en kommentar
En fælles amerikansk/engelsk militæroperation er forberedt. Målet er en gruppe terrorister, der holder til i et Al Shabaab-kontrolleret kvarter i en forstad til Nairobi i Kenya. En indsatsstyrke står parat til at skride ind mod et hus, hvor man mener terroristerne holder til. Alt sammen overvåget af dronebaserede kameraer.
Den erfarne oberst Katherine Powell, spillet af den også i denne rolle fokuserede Helen Mirren, står foran endelig at få ram på en mere end almindelig slem ’bad guy’, som hun har jagtet og været på sporet af i længere tid. Operationen ledes fra England, mens et ubemandet fly med det primære overvågningskamera bliver styret fra en base i USA. Et broderligt samarbejde der umiddelbart ser ud til at blive håndteret som endnu en dag på kontoret. En omstændighed der bliver understreget af, at Lieutenant General Frank Benson, den sidste rolle som Alan Rickman nåede at spille inden sin død, på vej til kontoret ikke kan finde ud at købe den rigtige dukke som gave til et barnebarn.
I jordhøjde følger man en 9-årig pige, som det ene øjeblik leger med sin hulahopring, når områdets Al Shabaab-styrker ikke bemærker det, og det næste falbyder moderens hjemmebagte brød fra en primitiv bod.
En drone opfanger, at det hus som den militære operation er rettet imod, er mødested for nr. 2, 4 og 5 på de forenede amerikanske/engelske styrkers fjendeliste. Oveni ’fanger’ kameraet, at 3 terrorister bliver iført bombebælter og indspiller afskedsvideoer, forud for hvad man må formode er en terrorhandling ét eller andet sted i de nære omgivelser.
Gode råd er dyre. Operationen var aftalt som en pågribelsesmission, og nu står man med et behov for omgående at gribe og uskadeliggøre 3 bevæbnede terrorister, inden de når at gennemføre deres diabolske forehavende. Det forudsætter, at der på politisk plan bliver taget stilling til ændrede præmisser for operationen, hvilket ikke er helt lige til, når der er et ikke nærmere anslået antal civile liv på spil. Dertil kommer, at de piloter der fjernstyrer dronekameraet, observerer den lille pige der sælger sin mors brød lige på den anden side af muren ind til den overvågede terroristrede.
Den ene pilot forlanger beregning af et nyt estimat for mulige tab, for om muligt at undgå at sætte pigens liv på spil. Samtidig har Powell og Benson store problemer med at få klare svar og tilladelser fra begge landes politiske ledere. Der udfolder sig et intenst spil, hvor alle er klar over behovet for klare svar, men hvor trangen til at påtage sig det dertil hørende klare ansvar er – mildt sagt – begrænset.
Overvågningen leverer nok billedmateriale til at danne beslutningsgrundlag for de politikere og militære ledere, der i tryg afstand fra begivenhederne på jorden, skal forsøge at nå frem til en klar beslutning om operationens fremdrift. Pudsigt nok er det først og fremmest dialogen og ’spillet’ mellem de politiske og militære ledere, der i spænding driver beskueren frem på kanten af stolesædet:
’Hvornår opnås den klarhed, der giver et uigenkaldeligt grønt lys til dronepiloterne om at affyre flyets Hellfire-missil?’
Rollerne blandt politikerne er fordelt som mellem høge og en enkelt due, hvilket på ingen måde virker befordrende for beslutsomhed. Til gengæld er der mere klarhed mellem Benson og Powell, omend ikke nødvendigvis på et underlag af højst mulig moral.
Det forlyder, at rollen som Powell oprindeligt var tænkt til en mand. Det er imidlertid et godt set træk at ændre rollen til en kvinde, og give den til Helen Mirren. I det hele taget er der raden rundt fra politikere og bureaukrater til den lille pige og hendes familie tale om en casting, der er både vellykket og troværdigt.
Det ligger lige for at sammenligne begivenhederne i Eye in the Sky med virkelighedens Irak, Afghanistan og Syrien. Under alle omstændigheder udgør filmen et intenst spændende drama, der efterlader mange tanker og refleksioner hos beskueren.
