Skriv en kommentar
Skilsmisse er af gode grunde sjældent en gensidigt afklaret og lykkelig affære. Det bliver bestemt heller ikke lettere, hvis man som ægtepar skal for en religiøs domstol, der skal tage stilling til skilsmissen. En domstol, som først og fremmest ser ægteparrets kvaler i mandens perspektiv.
Manuskript og instruktion er leveret af Shlomi og Ronit Elkabetz. Sidstnævnte spiller desuden hovedrollen som Viviane Amsaleh, der efter 30 års ægteskab vil skilles fra sin mand, Elisha. Han har ikke slået hende, familiens penge bliver ikke drukket op og desuden er han efter sigende vellidt i synagogen, både som person og som sanger. Viviane vil til gengæld gøre op med en kærlighed, der stille og roligt er forduftet i forholdet til en Elisha, der selv i retssalen virker indadvendt, følelseskold – og generelt ude af stand til at reflektere over tingenes tilstand og sit eget ansvar for, at parret er endt i skilsmisseretten.
Filmens 116 intense minutter foregår for langt hovedparten i den rabbinske rets slidte og kolde omgivelser, i henholdsvis retssal og venteværelse. Kameraet går nærmest grænseoverskridende tæt på personerne. På den måde bliver selv et diskret blik, et hårbånd, der bliver løst, et ben, der bliver lagt over kort til stærke effekter i et drama, der udstiller en smertende side af det israelske demokrati.
Israel blev oprettet som en sekulær stat, men som tiden er gået, mure er faldet og indvandringen af især jøder fra Østeuropa er taget til, har landet bevæget sig mere og mere i retning af et greb om civilsamfundet af ortodokst religiøst tilsnit. Det betyder i filmens sammenhæng, at Viviane ikke – som vi danskere har mulighed for og er vant til – kan opnå skilsmisse, hvis Elisha modsætter sig eller bare i bred forstand saboterer den rabbinske rets behandling af sagen.
Elisha bliver den ene gang efter den anden indstævnet men møder ikke op. Selv om Viviane – på rettens forlangende – flytter hjem i månedsvis, gør Elisha intet for at komme Viviane i møde, hverken i samlivet eller i forhold til skilsmissesagen. Elishas bror, rabbi Shimon, spillet af Sasson Gabai, fungerer samtidig som hans advokat. Adskillige bekendte og naboer bliver indkaldt som karaktervidner. Uanset at billedet af Elisha trods Shimons ihærdighed bliver mere og mere ... nuanceret i forhold til det billede, som Shimon og Elisha tegner, står Viviane i en situation, hvor der på intet tidspunkt bliver lyttet – og det bliver selvfølgelig heller ikke forstået – at hun ønsker at slippe fri.
Ronit Elkabetz og Sasson Gabai har tidligere spillet over for hinanden i den stille og meget lune komedie ”The Band’s Visit” som henholdsvis cafeejer/-bestyrer og leder af et ægyptisk politiorkester. I ”Gett” spiller de igen figurer, der ender i dramatisk konfrontation, men denne gang bliver Sasson Gagais figur, rabbi Shimon, ikke klogere eller reflekterer bare minimalt over sin egen rolle i retssagen. Shimon repræsenterer med hud og hår sin klient, ikke mindst i en situation, hvor et karaktervidne umiddelbart har åbnet en sprække i det polerede billede af Elisha og hvor Shimon straks slår over i, at Viviane i virkeligheden mere eller mindre korporligt ligger i med sin advokat.
Israelere, der ikke vil giftes i den ortodokse kontekt må ofte rejse til Cypern for at indgå ægteskab. Viviane er til gengæld bundet, når nu hendes ægteskab er indgået i en ortodoks jødisk kontekst i Israel og hun må betale en høj og efter danske normer helt urimelig pris for at slippe fri.
”Gett” - der er den hebraiske betegnelse for skilsmissedokument - vil måske ikke rokke afgørende ved det stærke, ortodokse greb om den jødiske ægteskabsinstitution. Til gengæld byder filmen på en fornem dialog, fyldt med skarpe finter og underfundig humor. Der er dog langt fra tale om en komedie og filmen efterlader samlet set ikke tilskueren i feel-good-humør. Til gengæld viser filmen stærkt og overbevisende, hvordan israelsk film formår at tage fat på selv de mest ømtålelige emner i samfundslivet.
