Skriv en kommentar
Med sin Kurt Cobain-dokumentar forsøger instruktør Brett Morgen at give os et kronologisk portræt, hvis formål er at se bag om ikonet og ind i kunstnerens hjerne. Det har taget otte års research, hvor han har fået adgang til personlige arkiver, og med en skarp – empatisk, filmisk – sans for at gøre brug af sit materiale, er dokumentaren blevet et succesfuldt slutprodukt, som gør fremmede klogere på den afdøde musiker.
Der bliver taget klip fra bl.a. hjemmevideoer og gamle koncertoptagelser og vist tegninger og fire tusinde sider fra notesbøger, som Cobain har lavet i hele sin tilværelse. Alt sammen er det med til at male et portræt af hovedpersonen, limet sammen med specifikke interviews af familiemedlemmer, kærester, Nirvanas bassist og hans enke. Hele filmens subtekst og stil kommer fra Cobain og de ting, som hans sind havde været med til at producere af tegninger, malinger, tekster, noter og optagelser.
Der eksisterer en utrolig indlevelse, når det kommer til Morgens rekreationer af Cobains unge liv som problemfyldt teenager i Aberdeen, Washington. Han var en kastebold mellem to fraskilte forældre og han tog godt imod hash og punkrock for at neddæmpe sine mavesmerter og fremmedgørelsen fra andre unge. Situationer som er blevet genskabt med psykologiske og filmiske genistreger i animerede sekvenser, på samme måde som f.eks. Waking Life og A Scanner Darkly.
Nirvanas opståen til én af de helt store rockband bliver hurtigt kørt igennem (og deres store hit ”Smells Like Teen Spirit”, bliver kun afspillet under rulleteksterne), hvilket giver en visceral smag af, hvor tidligt sessioner (rå, men spændende) eksploderede ind i berømmelsen som bulldozere. Koncertoptagelser taler deres eget sprog om Cobains drivkraft: ”Gud, hvor jeg elsker at spille live” er han citeret for.
Cobain forbliver i skarp fokus i bramfrie hjemmevideooptagelser med ham og hans kone, Courtney Love, som i sit interview er direkte, åbenhjertig, kæderygende. Deres narkoafhængige selvbedrag er tydelige, men lige så er kærligheden til deres datter, Frances Bean: når vi ser hende grine med Cobain, dukker der en varmere, vittigere mand frem, som ikke ligner hans image som rocklegende og junkie. På et tidspunkt, da han er ved at falde i søvn, høj af stoffer, mens han holder Frances, bliver du delt i to af følelser, fordi Morgen viser manden bag hele hysteriet omkring ham: verden mistede en rockstjerne, Frances mistede en problemfyldt far.
Der er gode optagelser fra euforiske liveoptrædener – Reading Festival, MTV Unplugged – som gør afslutningen knap så svær at komme igennem, da Morgen træffer en god beslutning og slutter filmen før Cobains selvmord. Hvad du bliver efterladt med, er et galvaniserende portræt af et liv: ikke guddommeliggjort, ikke bagvasket, men ufattelig livlig. Og selvom dokumentaren er 132 minutter lang, er den alligevel færdig, før du får dig set om.
