Ideen var simpel. Kari Anne Moe ville følge fire politisk engagerede unge fra hver deres parti frem til skolevalget. Fire unge med forskellige meninger og fra vidt forskellige sociale baggrunde. Det spirende vækstgrundlag i det norske demokrati. Sana fra Socialistisk Ungdom, Henrik fra Fremskridtspartiets Ungdom, Haakon fra Unge Høyre og Johanne fra Arbeiderparties Ungdom.
Den 21. juli 2011 tog Kari Anne og filmholdet med Johanne til den idylliske klippeø Utøya for at lodde stemningen blandt de mange hundrede unge på socialdemokratisk sommerlejr. Der er koncerter, politiske taler og badeture i det lune fjordvand. Næste formiddag når Kari Anne Moe netop at filme Johanne, der ringer til sin mor og med ungdommelig sarkasme fortæller, »at hun stadig er i live«, inden filmholdet forlader Johanne for at filme Sana i Oslo. Få timer senere går en lyshåret mand iklædt politiuniform i land på Utøya. Manden hedder Anders Behring Breivik.
Dokumentarfilmen Til ungdommen, der skulle have været et portræt af de unges strabadser frem til skolevalget, kom med ét til at handle om så meget mere. Om en dato, som ingen nordmand nogensinde glemmer igen. Om et ondsindet angreb på det norske demokrati. Og om de fire unge – og hele Norges – forsøg på at genfinde meningen og modet efter den skæbnesvangre dato.
En dybt personlig film
Kari Anne Moe, hvordan fik du idéen til denne film?
»Det er en dybt personlig film. Jeg gik ind i Sosialistisk Ungdom, da jeg var 15 år. Jeg var vældig engageret imod racisme. På den tid var der en bevægelse, der hed Folkebevegelsen mot innvandring, som var meget ubehagelig.
Mine to storebrødre demonstrerede mod den her folkebevægelse, og jeg kan huske, at jeg var utroligt stolt. Jeg synes, det var vigtigt at protestere imod dette had. Efter jeg blev voksen har jeg tænkt meget på at lave en film om de forskellige ungdomspartier - med respekt og med kærlighed.«
Det virker som om, de her skolevalg er noget, man tager meget seriøst i Norge?
»Absolut. En uge før det rigtige valg kommer resultatet fra skolevalget. Det er frivilligt at deltage, men det er noget, alle gør. Og så sidder alle politiske journalister parat for at reportere. Og partiledelsen kommer med champagne og siger tillykke med resultatet.«
Og så bliver de unge samtidig gjort opmærksomme på det politiske system?
»Ja, det er det, som er det vigtigste. Den her rekruttering til ungdomspartierne. Der er ganske få toppolitikere i Norge, som ikke har været skolerepræsentanter for deres parti.«
Hvordan fandt du frem til, at det skulle være de her fire unge, fra fire forskellige partier?
»Jeg prøvefilmede 135 unge fra otte forskellige partier. Jeg havde ikke bestemt mig for de partier på forhånd. Der skulle være balance. Fire forskellige personer fra ulige samfundsklasser og baggrunde.«
Den 22. juli
Fredag den 22. juli tager begivenhederne en meget alvorlig drejning. Hvordan oplever du den dag?
»Den 21. rejser vi til Utøya sammen med Johanne og filmer hende på lejren. Den 22. juli filmer vi frem til kl. 13. Kl. 13 forlader vi Utøya for at filme Sana i Oslo. Den telefonsamtale, hvor Johanne ringer til sin mor, er optaget 22. juli om formiddagen.
Lige før vi stopper kameraerne hører vi, at der er sprunget en bombe i centrum af Oslo. Jeg forstod ikke omfanget. Selv om vi hørte, der var en bombe, så var der ingen, der forstod det før lidt efter. Vi bestemte os for at prøve at filme det, der var sket. Det var langt mere dramatisk, end jeg havde forestillet mig.«
I filmen er vi hjemme hos Sana og hendes familie kort efter, at bomben er sprunget i Oslo. Familien har muslimsk baggrund.
»Jeg kan huske, at der tidligt kom en melding om, at Al-Queda stod bag. Sana tænkte: Åh nej, er det muslimer? Jeg husker, at jeg græd, første gang jeg hørte Sana sige det. En 16-årig pige tager ligesom hele offerbyrden på sine skuldre.
Så ringer min mand til mig og spørger, om jeg er på Utøya, fordi der er kommet en melding om et skyderi. Jeg siger: Nej, det er jeg ikke, jeg er taget af sted.
Jeg tror først, at det er en ung person, der er gået amok, kommet ud af kontrol.
Så ringer Johannes mor og spørger, om jeg er sammen med Johanne. Og så må jeg sige: Nej, det er jeg ikke. Det er vældig tungt at sige til hende, at jeg ikke er sammen med hende. Jeg kan jo høre, hvordan moren er i stemmen, da hun ringer til mig.
Der var meget lidt information om, hvor voldsomt det her egentlig er. Det fik vi ikke at vide før morgenen efter. Senere samme aften ringer Johannes mor til mig og siger, at Johanne lever. Der er Johanne flygtet og har fundet en telefon. Det er jeg meget taknemmelig for, hun havde sikkert mange at ringe til.«
Gemt under regnslag
Sammen med en veninde lykkes det Johanne at flygte fra rædslerne på Utøya. Inden da har de to piger – gemt under et militærfarvet regnslag – set Breivik likvidere et ungt kærestepar.
»Det var første gang, jeg græd den dag. Jeg tænkte: Det der sker nu, gør at Norge bliver helt anderledes, end det har været før. Nu er jeg midt i det, uden at jeg har valgt det selv. Nu må jeg tage et ansvar. Nu må jeg prøve at holde fokus. Da tænkte jeg, at jeg må være tæt på de unge og følge beretningen om dem. Allerede den nat tænkte jeg, at nu er det endnu vigtigere at fortælle en historie om ungdom og demokrati.«
Hvordan fik du Johanne til at medvirke igen, efter alt det, hun havde været igennem?
»Jeg spurgte Johanne, om hun ville være med igen. Hun forstod ikke, hvordan jeg kunne tænke på en film. Hun lagde sin historie ud på facebook om lørdagen.
Hun havde brug for at skrive, hvad hun havde oplevet, og der tænkte jeg, nu er hun klar til at snakke. Så vi mødtes om søndagen. Jeg tænkte at det skulle være med kamera – det gjorde hun ikke. Det er meget hårdt at tænke på den dag, det var utrolig trist, det sidste man vil, er jo at påføre nogen mere smerte.
Hun fortæller historien om mandagen. Der filmer jeg den beretning, som er i filmen. Jeg tænkte, at nu er det vigtigt at være nær alle fire, og særligt Johanne. For det som sker, det sker nu og kun nu. Det kan selvfølgelig diskuteres, hvornår man går ind i sådan en situation. Jeg valgte at bede om det, og det gør jo, at vi har nogle optagelser, som er meget specielle. Men det har nok også kostet hende mere. Det er altid vanskeligt at vide, hvad der er svaret på det spørgsmål.«
Havde du etiske overvejelser om, hvorvidt hendes fortælling skulle med i filmen?
»Jeg tænkte: Det her er så specielt, hun er så til stede i det, det er så vigtigt at forstå, hvad der skete den dag. Jeg har ikke været i tvivl om, at det var rigtigt at bruge det.«
Stærke reaktioner
For mig personligt er de ti minutter noget af det stærkeste, jeg har oplevet i en dokumentarfilm. Johannes beretning er med til at sætte ord på noget, som er meget svært at begribe. Hvordan oplever du publikums reaktioner på den scene?
»Det er vældig fint at høre, det er jo meget specielt. Det er en monolog, man aldrig vil kunne genskabe i en spillefilm. Jeg har set den gang på gang, men jeg bliver fortsat berørt. Jeg har fået vældig stærke reaktioner på den.«
Johannes beskrivelse af kæresteparret, der bliver myrdet for øjnene af hende, må skabe nogle voldsomme reaktioner?
»Den bid har jeg tænkt meget på, om vi skulle have med eller ej. Men det er vigtigt, at vi forstår Johannes udvikling. Og for at vi skal forstå, hvor dramatisk det her har været, så følte jeg, det var rigtigt at have den med, den beskrivelse.«
Bliver det politiske arbejde en form for terapeutisk proces for de unge i kølvandet på tragedien?
»De tager et valg. Hvad gør man i den her utrolige situation? Her er en generation, som er blevet kvæstet og ungdomspartierne følte sig jo angrebet alle sammen. Jeg er meget imponeret over den måde, de gik ud i valgkampen og bestemte sig for at: Nej, nu må vi vise, at vi fortsætter. Det ville være en måde at lade drabsmanden vinde på, hvis man ikke havde fortsat.«
Hvordan var det at filme roseparaden (mindehøjtidelighed i Oslo den 26. Juli, red.)?
»Det var vanskeligt, hele verden var i Norge for at filme den dag. Vi var fem kameraer. Jeg kunne mærke, at det her ville blive stort.«
Var det svært som menneske og som nordmand at være filmmand og dokumentarist, samtidig med at du selv var i sorg?
»Det er klart, det er vældig specielt. Hvis jeg ikke havde filmet, så havde jeg stået med en rose og grædt sammen med mine kære på denne dag. Jeg var meget bevidst om, at det kunne jeg ikke gøre. Jeg havde en anden rolle den dag. Mine følelser har nok ikke fået udløb. På det tidspunkt var det vigtigt at filme Johanne på en måde, hun synes var i orden. Der var mange, der kom med stærke reaktioner, fordi vi var så tæt på med kameraer på det her tidspunkt. Jeg var nødt til at sige: Vi har en aftale med Johanne, det er okay.
Det er den scene, de fire sætter mest pris på, for den opsummerer jo de gode ting i Norge, at man passer på hinanden, styrke og sammenhold. Det er scener, der var hårde at komme igennem, men som de er glade for at have nu.«
