Skriv en kommentar
Damer! Eksplosioner! Internationale locations! Vodka Martini! Superbil med spændende knapper! Bond, James Bond! Bang! Ur med eksplosive funktioner! Skurke med planer om verdensherredømme! Flere eksplosioner!
Det er sådan cirka ingredienserne til en klassisk James Bond-film. Så kom Casino Royal, og Daniel Craig, der var blond, og så blev det hele lidt noget andet. Men nu er vi vist tilbage ved udgangspunktet igen.
The Dead are alive
Vi starter i Mexico til Dias de Muertos, De Dødes Dag, med et flere minutters langt one-shot, der med god grund kunne gå over i filmhistorien for at være ekstrem velkomponeret og helt basalt blæret. Her kommer Bond til at sætte lidt for meget ballade i gang, hvilket giver problemer hjemme, da han faktisk slet ikke var på en mission. Desuden er MI6 i fare for at blive nedlagt og erstattet af teknologien (overvågning, droner, alt det der), så mens M, der nu har taget form af Ralph Fiennes, kæmper med bureaukratiet og en ny træls chef, gå Bond på egen hånd, plus lidt hjælp fra Moneypenny (Naomie Harrid) og Q (Ben Whishaw) efter, hvad der ligner et større og større netværk af folk med dårlige hensigter. Et netværk der viser sig at indeholde en del mennesker, han allerede har stødt på.
Ny vin på kendte flasker
Spectre fortsætter på mange måder i samme spor som Casino Royal og Skyfal (og ignorerer for i øvrigt fuldkommen Quantum of Solace) i og med at mange af karaktererne, døde såvel som levende, gå igen i denne film sammen med flere af historietrådene. Desuden er Craig som Bond stadig mere mut og fysisk end hans forgængere, der ofte var charmerende og legende. På den anden side er denne film meget mere traditionel end de forrige. Alle de opremset elementer i starten af denne anmeldelse indgå på mere eller mindre original måde, og de meget rå og fysiske slåskampe, vi har set i de sidste par film, er blevet lidt mere poleret og bombastiske. Desuden har filmen, som mange af de gamle, også fundet inspiration i de aktuelle politiske omstændigheder. Hvor det i tidligere tider handlede om den kolde krig, er det nu overvågning og dataindsamling, der definerer trusselsbilledet med en meget klar besked om, at det nu er noget, vore samfund skal være på vagt overfor. Så hvis man er fan af de gamle film med Connery og Moore, så vil man formentlig også elske denne film.
Babes og bomber = Bond!
Hvis man omvendt var gået hen og blevet lidt glad for den kant og, tør man sige det, realisme, de forrige har trukket på, så bliver man nok lidt skuffet her. Selvom denne film har taget det lidt modige valg at lade den ene Bond-babe (Monica Bellucci) være en moden kvinde på 51 (hvilket dog er umenneskelig svært at se), er damerne stadig mest til for at se godt ud og blive reddet. Desuden går filmen i den samme fælde, som mange actionfilm for tiden gør, nemlig at der er for meget action. Det lyder måske absurd at kritisere en actionfilm for sin action, men på et tidspunkt bliver man altså bare træt af kæmpebygninger, der sprænges i luften, mens helten slipper ud i sidste øjeblik, og det tidspunkt var vist egentlig for nogle år siden.
Men når alt kommer til alt, så er dette jo en Bond-film, og det kan på en eller anden måde undskylde meget, fordi der er så meget nostalgi og kærlighed bundet op på det brand. Man er som tilskuer sig selv og filmen frygtelig bevidst, når han præsenterer sig selv som “Bond, James Bond”, men man ville jo heller ikke være det foruden. Og hvor alle andre actionfilm måske ville blive stemplet som frygtelig sexistisk over fremstillingen af sørgende kvinder, der ikke vil andet en knalde, så snart de ser helten, så er det som om, at det okay her. Det er jo James Bond, for hulan… Og så er det altså forresten også en virkelig flot film!
