Skriv en kommentar
Filmen indledes med, at venskabet mellem Simon Spies og Mogens Glistrup fortælles ud fra ”virkelige og uvirkelige hændelser”. Handlingen udspiller sig i årerne fra 1965 til Spies’ død i 1984. Året er 1965. Vi møder de to venner på ét af Københavns ældste kollegier, Regensen. Glistrup vil have revanche i et slag bordtennis. De to har ikke set hinanden i 15 år. De har begge i mellemtiden opnåede eksamener ud over det sædvanlige ved Københavns Universitet. Spies blev cand.polit og cand. psych. Glistrup blev cand.jur og bestod med karakteren 14,58 i 1950, og som siden har været én af de højeste juridiske eksaminer i Danmark.
De to venner har også godt gang i karrieren. Glistrup arbejder som advokat hos sin svigerfaders advokatfirma samt var lektor i skatteret ved Københavns Universitet. Spies har set et behov, som den almindelige dansker har brug for og kan betale sig fra uden, at det vælter hele familiens budget. Det er billige rejser til de varme lande. De to venner slår klingerne sammen for noget tid. Glistrup sidder med i Spies’ bestyrelse og er med til at tage afgørende økonomiske beslutninger. Spies koncern opnår at få monopol på rejsemarkedet. Spies er hurtige til at opkøbe mindre rejseselskaber og har øje for de skarpe hjerner indenfor rejsebranchen.
Tomhed
På trods af at Spies konstant er er visionær, innovativ og uovervindelig og to skridt foran sine konkurrenter, får filmen det dybere lag frem, at magt, penge og berømmelse har sin pris. I Spies’ tilfælde kan hans livs- og arbejdsstil sammenlignes med et timeglas. De to venner bevæger sig hver sin vej. Spies bruger ofte udtrykket, at han keder sig. Kedsomheden kan sidestilles med tomhed. Det bliver et betændt krater, hvor tomheden udvider sig og vokser. Mest af alt længes han efter kærlighed og en familie, men får konstateret, at han ikke kan få børn. Der mangler en arving til overtagelse af koncernen. Det problem bliver løst ved, at han gifter sig med den unge Janni Brodersen.
Sloganet ”Spis, Rejs og vær’ Glad” klinger hult i forhold til Spies egen personlige udvikling og indadvendthed. Det vil sige, når han ikke laver stunts og selviscenesættelser med morgenbolledamerne foran de kulørte blade. Det siges allerede i begyndelsen af filmen, at kærlighed ikke kan købes for penge. Det ordsprog indhenter Spies i hans hårde, intense livsførelse med sprut, eksperimenteren med stoffer for at kunne holde koncernen kørende og den voksende tomhed/kedsomhed ud.
Mens Simon bliver mere og mere ligeglad med penge og magt, forholder det sig omvendt med Mogens alias mogge, som er hans kælenavn. Glistrup har baglandet i orden. Lene Glistrup står ved hans side til det sidste og passer børn og hjem. Glistrup begynder at få øje få magt og indflydelse. Derfor stifter han partiet Fremskridtspartiet, da ingen af de andre fem partier vil have ham. Han bliver kendt på kort tid efter at have medvirket i Danmarks Radios program, Focus, som stillede skarpt på aktuelle politiske debatter. Glistrups famøse sætning om at have en trækprocent på 0 kr. er en decideret provokation, som bliver slynget ud på monopoltidens fjernsyn.
Det usagte
Fra instruktør Christoffer Boe kommer nogle fine episoder frem på elegant vis, som giver fortællingen og personerne den ekstra dybde. Det er de episoder, der opstår mellem Spies og hans nærmeste venner/rådgivere i de stille stunder. Det er her det usagte kommer til udtryk. Det som ikke bliver sagt, men alligevel bliver sagt uden ord.
Eksempelvis da Simon er på rekreationsophold hjemme hos Mogens. Simon sidder i rullestol og funderer over livets værd og den manglende kærlighed. Han spørger Mogens om råd, men forinden spørger Mogens, hvad han egentlig er for Simon. Hvortil Simon svarer: ”Min rådgiver”. Det er ikke det svar, Mogens forventer, men bider det i sig. Et andet eksempel er scenen, hvor Spies er ved at barber sit lange, vilde, grå skæg af. Han kalder på sin finansdirektør, som han beder ringe til sin tidligere advokat, Robert Kock Nielsen. Han skal erstatte Mogens som advokat for Spies bestyrelsen. Finansdirektøren ser lidt for længe og undersøgende på Simon, som blot svarer, at han ved godt, hvad han tænker. Simons argument er, at han har læst psykologi og ved, hvad folk tænker. Derefter er den sag afklaret.
Filmens musik er velvalgt, stemningsfyldt og giver nogle af filmens episoder et ekstra løft. Teksten ”Man kan da ikke gøre for, at man har charme, vader rundt i hvide kvindearme…” passer forrygende til Simon Spies i hopla humør. Glistrups rungende og høje sangstemme markeres også gennem filmen bl.a. ”Jeg elsker de grønne lunde…thi du er mit fædreland”.
Christoffer Boe har skabt et mesterligt portræt af Danmarks største, små-neurotiske, excentriske, intelligente personligheder, som man kan vælge at have en mening om eller ej. De har på hver deres måde skabt historie, i hvert fald deres egen samt deres eget brand, før udtrykket brand blev kendt.
