Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
En DUFF - Designated Ugly Fat Friend eller frit oversat: den udvalgte grimme, tykke ven. Klichéen om at den smukkere pige (eller dreng) i skolen altid har følgeskab af en grimmere veninde (eller ven) for selv at fremstå i et bedre lys. Alle ved det og det er naturligt: hvis man så en tyk, grim person ved siden af en smuk, tynd person, ville de fleste af os henvende sig til den nummer to. Men de fleste af os ved også, at når skønheden er udenpå, følger det indvendige sjældent med!
Den unge High School-pige Bianca (Mae Whitman) elsker at tilbringe tid med sine to populære og lækre veninder Jess (Skyler Samuels) and Casey (Bianca Santos). Bianca er håbløst forelsket i den guitarspillene Toby Tucker (Nick Eversman). Eneste problem er: hun kan ikke sige mere end tre ord til ham før klappen går ned. Bianca får tilegnet sig adgang til en af de populære pigers fester, men her går virkeligheden endelig op for hende. Hendes tidligere barndomsven, nabo, og nu skolens football-stjerne, Wesley "Wes" Rush (Robbie Amell), omtaler hende som en D.U.F.F. Selvom hun bliver fornærmet i øjeblikket må hun senere erkende sin sociale status: hun er en D.U.F.F. Men det har Bianca ikke tænkt sig at blive ved med at være!
Bianca hyrer Wes til at hjælpe hende med at genopfinde sig selv. Som betaling får Wes hendes noter til videnskabsfag, så han kan bestå faget og beholde sit stipendium. Men vejen ud af hendes sociale status handler nok om at genfinde sig selv end at genopfinde sig selv.
Det er historien om den grimme ælling om igen pakket ind i den amerikanske High School-filmtradition. Den mindre attraktive pige får en make-over og pludselig muligheden for at score skolens football-hunk. Vi har set det i Clueless (1995), 10 Things I Hate Aobut You (1999) og Mean Girls (2004), samt et hav af andre lignende eller hybrider på genren. Instruktøren Ari Sandel siger det endda selv: der kommer sådan en film hver tredje år, så vi bød ind på den.
Ja, nogen skal jo lave dem..
Filmen er baseret på bogen af samme navn af Kody Keplinger, og Ari Sandel mener, der er flere nuancer i bogen, som filmen bygger på. Bogen (og derfor filmen) gør op med de typiske arketyper (læs stereotyper), som atleterne, nørderne, taberne og de populære. Det er en mere opdateret version, hvor grupperne ikke er så fasttømrede længere og der eksisterer flere hybrider mellem dem. Udover DUFFen selvfølgelig: den findes stadig.
The DUFF er dog stadig den typiske coming-of-age fortælling, hvor den grimme ælling skal forsøge at få selvtillid og opnå en større tro på sig selv. Om hun får prinsen på hvide hest og det halve kongerige, vil jeg ikke afsløre.
Den er dog langt fra så vellykket og original som for eksempel high school-filmen The Perks Of Being A Wallflower (2013), som Mae Whitman selv spillede med i. The DUFF ligner overordnet set mest en genrekopi, der kun på ydersiden formår at opdaterer sig selv til et moderne publikum. Og så er det jo, som nævnt, sjældent at indholdet bliver ligeså skønt!
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Mis. Label.
