Skriv en kommentar
På et forfaldent landsted i en lille fransk provinsby bor de to gamle mænd – Francis (Carmet) og Claude (De Funés). De lever afsondret og isoleret fra den moderne verden, som med hast skrider frem og forvandler byerne.
Men på landstedet er bekymringerne få. Her bedriver venneparret tiden med at drikke rødvin i stride strømme og en enkelt sjus eller tre i ny og næ. Kort sagt bliver der gået til alkoholen og desuden også kålsuppen, som er filmens symbolske omdrejningspunkt.
En aften på gårdspladsen sætter effekten af suppen ind, og de to fordrukne sutter går i gang med at prutte om kap. Prutteriet går direkte i radiobølgerne på planeten Oxo og hidkalder rummanden La Denreé, som får smag for kålsuppen. Som tak genopliver han Claudes afdøde kone Francine i en ung udgave. De giver visse komplikationer. Endvidere skal landstedet omdannes til en forlystelsespark, og de to aldrende drukkenbolte får et galaktisk tilbud, som drastisk vil forandre deres resterende levetid.
De Funés har sat sit bestandige aftryk på fransk filmhistorie. Han har over hundrede roller på bagen og typisk har han medvirket i komedier, hvor han er blevet kendt som manden med de mange ansigter. Heriblandt i den klassiske komediesucces ”Undskyld vi flygter”.
”Tjener, der er en marsmand i min suppe” er hans anden sidste film i en alenlang karriere. På trods af alderens tydelige tegn spiller han vanen tro rollen som gal franskmand med et eksplosivt temperament. Filmen ligger solidt i den bløde lystspilsgenre, men det er dog ikke klassisk slapstick hele vejen igennem. Man fornemmer også en vis alvor. Særligt i filmens kommentar til det at blive gammel og til det nye og moderne samfunds spilleregler.
Med et selvironisk afsæt og et glimt i øjet navigerer instruktøren Jean Girault os igennem en sporadisk morsom rundtur i kontrasterne mellem nyt og gammelt.
Særligt er scenerne med rummanden ikke til at stå for. Med brug af tidens ypperste b-effekter lander den flyvende tallerken på gårdspladsen, og ud kommer en halvkvabset mand iført gul gummidragt og en hanekamlignende dims på hovedet. Med opspilede øjne pludrer han oven i købet som en høne. Det er karikeret og simpelt, men effektfuldt komisk. Desværre træder filmens tynde plot ofte tydeligt frem og bevirker, at filmen indimellem står i stampe.
”Tjener, der er en marsmand i min suppe” er underholdende flere steder, men den når langt fra samme højder som de klassiske De Funés komedier.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Another World Entertainment.
