Skriv en kommentar
Måske husker man, at der i tiden efter 11.september 2001 verserede en grum sag om svindel, der førte til at det store amerikanske firma Enron måtte begære konkurs. Enron levede bl.a. at forsikre andre selskaber mod konkurs, men i sidste ende gav det bagslag i en grad, der kostede firmaet livet. Nu har filmen Enron skandalen; en øjenvidneberetning indefra taget emnet op.
Filmen er baseret på Brian Cruvers bog Anatomy of Greed, og blev oprindeligt produceret til amerikansk TV med reklamepauser og alt, hvad den slags ellers har af følger.
Den unge Brian er netop blevet færdig med studierne på business-skolen og får en lovende stilling i konkurs-afdelingen, hvor det gælder om pr. telefon at få små firmaer til at købe uholdbare forsikringer. I begyndelsen går det trægt, men efterhånden drives han frem af begæret efter ekstra bonus, der gør ham i stand til at købe sig fattig i materielle ting. Han og kæresten havde drømt om et stilfærdigt bryllup, men med udsigten til en bedre løn pisker Brian en stemning op, der passer meget godt til filmen. Parret går fra hinanden og til sidst ender alt godt, da Brian kan se, at de små ting i livet er vigtigere end rigdomme. Det lyder til at være en film, der hele vejen igennem er båret oppe af tyndslidte klichéer og udpenslende dramaturgi, og det er faktisk også tilfældet. Kunne man så, hvis man som denne anmelder ikke fatter en brik af Enron-skandalen, få forklaret hele miseren lidt grundigt, så havde man i det mindste lært noget af at se filmen. Men man piskes igennem halvanden times makværk, der kører højt på en business-school-jargon, der næppe forstås af andre end viderekomne i netop det felt. Samtlige skuespillere overspiller dramaet og handlingen er uden egentlig spænding. Der er ikke meget oplysende detektiv-arbejde i Curvers beretning, og derfor er den også meget dårlig af basere en film på. Det handler jo mest af alt, om at gøre opmærksom på den amerikanske tanke om, at en sikker home-base er vejen til al lykke i verden. Filmen store navne er uden tvivl Mike Farell (Mash) og Brian Dennehy, som nu har bevist, at deres store tid som skuespillere nok er overstået.
Instruktøren Penelope Spheeris kender man måske bedre fra Wayne’s World og Little Rascals fra hhv 1992 og 1994, og det er dog også i komediegenren hun har begået sig mest. Det er tydeligt at hun ikke er på hjemmebane i dramaet, der er skrevet af Stephen Mazur, der også har haft bedre held med Liar Liar.
Det der undre mig er at man overhovedet spiller tid og penge på at lancere filmen i dansk videodistribution. Den har kun lige fortjent plads på national TV meget sent om aftenen en dag, hvor man alligevel ikke har andet at vise. Jeg kan kun anbefale, at man holder sig langt fra filmen, og går i kødet på noget, der i det mindste tager publikum seriøst. Den får en stjerne udelukkende fordi det trods alt er et vigtigt emne at få belyst snyd og ballade, når det begås at kæmpefirmaer som Enron. Michael Moores film har lidt samme ærinde, og de er desuden også skruet sammen på en meget mere sofistikeret måde, der både underholder og engagerer.
Ekstra-materialet er en tynd kop te bestående af reklame-trailers og en trailer for denne film. Der ud over finder man biografier og cast kreditering. 0 stjerner
