Skriv en kommentar
Tommy på 11 og hans søster Viola lever med deres far i Rom. Faderen vil det godt og er en kærlig mand. Han kæmper for at holde sammen på en familie med en fraværende mor (endnu engang stukket af med en anden), en pubertetspige og voksende økonomiske problemer. Hans ambitioner for sig selv og for unge Tommy er alt for store. Frustrationerne ender uværgeligt med at gå ud over børnene og efterhånden som det følelsesmæssige og økonomiske pres vokser, bliver hans humørsvingninger et sandt helvede for den ellers så stoiske og stærke Tommy. Da Tommys mor så endnu engang vender tilbage, fra det vilde liv, byder det på et svagt glimt af lykke og normalitet. Men Tommy ved hvad der venter og snart falder hans liv igen fra hinanden. Denne gang værre end nogensinde før.
Tommys far og mor gør ufrivilligt en enorm indsats for at ødelægge Tommys liv og fremtid. Hans teenage søster, med en spirrende, små-pervers seksualitet, gør også en stor indsats for det samme og Tommys liv i skole og sport gør det ikke meget bedre. For at føje spot til skade bliver Tommy venner med den nye knægt i opgangen. Han kommer selvfølgelig fra et velfungerende og velhavende hjem hvor alt er perfekt. Tommy bliver en lille del af denne familie som modtager ham med en varm omfavnelse. Men i stedet for at blive en redningsplanke understreger dette blot endnu mere Tommys mange problemer.
Allesandro Morace, som spiller unge Tommy, leverer et fantastisk stykke skuespil. Det er simpelthen overvældende godt. Man kan ikke andet end blive hevet ind i hans univers og føle en enorm sympati for den lille dreng. Tommy er så sej en lille fyr og sammen med ham ryger man gennem en 106 minutter lang følelsesmæssig rutsjebane hvor alt fra sympati og sorg, til beskyttertrang og raseri opleves. Overdådig ros og klapsalver skal der også gives til Kim Rossi Stuart der spiller Tommys far, med en fantastisk blanding af kærlighed og raseri. Stuart har også været med til at skrive manuskriptet og har desuden instrueret dette lille mesterværk. I øvrigt hans instruktørdebut, så vidt jeg kan finde ud af, og så er det jo ikke så lidt imponerende.
Den undertrykte, skjulte seksualitet der hele tiden anes under overfladen er en rød tråd gennem en film som ikke i klassisk forstand har en handling. Let skjult under overfladen er her næsten alle perversioner og psykologiske problematikker, som findes i det freudianske univers. Filmen er et studie i en lille drengs og en dysfunktionel families psyke. Handlingen ligger sig, i stedet for en klassisk model, op af moderens hjemkomst og det udbrud af problemer og kaos der følger med det. Det er et studie af en krise der vokser og vokser.
Libero skylder meget til den Italienske Neorealisme fra tiden efter Anden Verdenskrig, men det er bestemt ikke en stil der har mistet sin relevans. Dette er en af de bedste film jeg har set i år, men den kræver også sine ofre. Jeg gik dybt bevæget ud af biografen og havde følgende meget at tænke over. Jeg giver Libero 5 stjerner ud af 6 mulige. En absolut seværdig film.
