Hun kommer flyvende op ad trappen med et smilende ”undskyld forsinkelsen”, og sætter sig i stolen iført store tynde øreringe, blåskindende sort bluse og stramtsiddende sølvglinsende bukser. Hun er meget mindre end jeg troede – hvilket måske skyldes formatet i hendes nye film Trækfugle som er optaget i formatet 2.35:1. Et bevidst valg fra instruktørernes side, for bedre at indfange ørkenlandskabets vandrette plan, og den uendelige horisont, der er til stede i Guajira i Nordøstcolombia.
Den unge filmskuespiller Natalia Reyes er i Danmark for at fortælle om den imponerende flotte film, hun igennem fire måneder var med til at indspille i stammefolket Wayuuernes meget isolerede verden. For et par år siden opfordrede filminstruktør Ciro Guerro mig til at lære Wayuuernes sprog, fordi han arbejdede på et projekt, som han på det tidspunkt ikke helt vidste hvad ville ende med. Jeg kender Ciro og har indspillet med ham tidligere, så jeg tog hans opfordring til mig, og det var en stor opgave. Det er helt forskelligt fra spansk, der er kun talesprog, og hver gang jeg spurgte en Wayuu om hun ville skrive ordet for mig, blev det på en ny måde – de har så mange dialekter. Jeg endte med at se you-tube videoer om en Wayuu kvinde, der er bosat i Belgien. Hun har lagt stemmen op, fordi hun gerne ville lære sin datter i Europa, hvordan hendes sprog er – og det var en stor hjælp. Og da jeg senere modtog filmens manuskript, var jeg bare så glad. Det er den vigtigste film i Colombia i mange år, den er en væsentlig fortælling om en voldsom tid i mit lands historie, og den viser, hvor mangesidede grunde til handlen med narkotika kan være, uden at glorificere narkohandlere, som det ellers er blevet en trend i mange af de tv-serier, der vises i Colombia for tiden.
Vi filmede i fire måneder, og hele filmholdet boede sammen i Wayuu’ernes land. Det var en ubeskrivelig oplevelse, som jeg vil bære med mig hele livet. Det var ikke bare et filmhold – vi levede og optog alt i deres land. Der bor cirka 200.000 Wayuu´ere langs nordkysten af Colombia. De har ingen elektricitet, ingen rindende vand, deres nærhed med naturen og de har så meget visdom i stammefolket. De ved noget vi har glemt. Jeg opfatter dem ikke som fattige eller stakkels, men vores regering burde give dem vand og strøm.
Der er også tvungen skolegang, men ingen skolebøger. Jeg mødte en skolelærer som under åben himmel underviste børn i mange aldre, hvis de vil lære mere, som vi byboer skal, må de forlade deres familier og det koster. Og så kommer virkeligheden alligevel – de har mobiltelefoner, de har taget springet fra intet at kende til verden til pludselig at have adgang til billeder fra hele jordkloden gennem en smartphone!
Wayuuernes styre er matriarkatet, du er en Wayuu, hvis din mor er Wayuu, hvad din far er betyder ingenting. Det var nyt, og dét at kvinder tager sig af alt - forretning og politik, ja alt, det var betagende. Og da Ciro Guerro og Cristiana Gallego begge har det blik, at de vil vise verden som den er, ja så startede optagelserne med, at jeg blev lagt i en hængekøje i et hus, og der blev jeg i fire dage uden at komme uden for en dør, medens en kvinde fortalte mig alt om overgangen fra pige til kvinde. Ja sådan kom jeg ind i rollen. Jeg lærte at danse som i filmen, mens jeg boede i Guajira og dét at gå i sandet, så det er faktisk en antropologisk proces, det filmen viser.
Opvækst
Natalia Reyes er vokset op i hovedstaden Bogota. Og fik fra hun var ni år roller som skuespiller i tv-serier, så lige fra start af vidste hun, at det var skuespiller hun ville være. Hendes forældre var naturligt nok i starten lidt usikre, om det ikke var rigtigere at finde et mere sikkert arbejde, men de kunne se, at hun nød det, var glad, og de var stolte af, at hun hurtigt fik succes.
Filmen skildrer livet ved havet og ørkenen og det regner aldrig – men da vi manglede de sidste tre ugers optagelser, kom de største tordenbyger og regnskyl – og optagelsesstedet var et stort mudderbad. Det blev nærmest umuligt at optage og dele af min rolle måtte ændres så det passede til de forhold naturen bød os. Denne film er en etnografisk rejse, som jeg er stolt over at være med i.
Natalia Reyes er meget optaget af sin fortælling, og slår ud med armene og kigger op i loftet, men her er kun lyden fra biografsalen, der svinger i det højloftede lokale med tegninger af de store skuespillere fra danske scener.
Colombia i dag
Hun vil også gerne fortælle om Colombia, som er et meget sikrerede land at rejse i, end i 1970´erne – 80´erne. Hun fortæller, at der i Colombia ikke er en eneste familie, som ikke har kendskab til en ven, et familiemedlem eller slægtning, som enten er blevet myrdet eller kidnappet. Colombia har været i krig med sig selv, og i mere end 60 år har voldshandlingerne styret mit land. Der er flere grunde til volden, det er ikke bare narkoen, som jo i starten bare var nogle hippier fra Californien, som kom ned og ville dyrke ”græs”, det er også arven, hævnen, der går gennem generationerne. Jeg ser fredsaftalen med FARC som et håb, det er en begyndelse, at vi nu taler og tænker fred, men det kommer til at tage lang tid. Der er mange splittede fronter og masser af Fake-News, selv forstod jeg slet ikke, hvorfor de sidste år ville lave en folkeafstemning om fredsaftalen – kan man sige nej til fred? – det gjorde colombianerne også af frygt – de fik tudet ørene fulde af, at hvis de sagde ja, ville det gå os som Venezuela.
Da jeg spørger hende, hvor hun bor i øjeblikket, siger hun meget morsomt: I en flyvemaskine. Og så fortæller hun om tiden i New York fra 2011, hvor hun uddannede sig. Der er bud efter hende og optagelser til film foregår globalt. Jeg har rejst otte måneder mellem Budapest og Madrid til filmsets. Og nu er Natalia Reyes i gang med indspilningen af den nye James Camerons film Terminator: Dark Fate hvor hun har hovedrollen. Ellers bor hun med sin mand nær byen Barronquilla ikke så langt fra, hvor optagelserne til Trækfugle fandt sted.
Jeg har hørt at Natalia Reyes også har medvirket i den danske film Brakland (instrueret af Martin Skovbjerg) og må vide mere. Vi lever jo i en globaliseret verden, film bliver kun til virkelighed, hvis mange er med til indspilningerne. Og med i holdet omkring Trækfugle var også det danske produktionsselskab Snowglobe, og en kvinde fra dem var med de fire måneder vi optog filmen. Hun havde et manuskript med til den danske film, og mente jeg var den rette til en rolle i den. Så lavede jeg en audition og fik rollen. Det var sjovt, og i 2018 var første gang jeg kom til Danmark.
Hun vender tilbage til Trækfugle Det er en vigtig film, Wayuu folket var de første som så den. Vi lavede en premiere for dem i den nærliggende by. Det er også en del af deres historie. Det var en enkelt familie fra dem, og det er sandt. Det var og er jo ikke alle Wayuuerne, der har den historie, men mange kendte den og de kunne lide måden, vi fortæller deres historie på. Der er også mange almindelige colombianere, der ikke kender Wayuuerne. De har en stærk kunsthåndværkertradition – de fremstiller vævede tasker og de forsøgte at lære mig det, mens vi optog filmen. Traditionelt har deres tasker geometriske mønstre, men da jeg besøgte dem ved deres sidste årlige marked, var de begyndt at lave tasker med motiver fra filmen. På en af dem er min Zaida – som jeg spillede. Det er for mig også tegn på, at de kunne lide filmen. Det er en vigtig film. Den fortæller en vigtig historie om en voldelig tid i mit land. Vi er et andet sted nu, men filmen vil med tiden blive endnu vigtigere for Colombia.
