Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Liam Neeson har efterhånden cementeret sit navn i action-genren, da han for alvor brød i gennem med den fantastiske, tempofyldte Taken fra 2008. Efter at have været en bl.a. en talende løve, Qui-Gon Jinn, Zeus og Oskar Schindler er tiden kommet til en lidt mere kontinuerlig genreskikkelse – action-helten. Siden 2008 har film med Neeson på plakaten uden tvivl indikeret nogle hårdtslående knytnæver, en tempofyldt handling og ikke mindst en kølig hovedrolle.
Vi følger den tidligere politibetjent Matthew Scudder (Liam Neeson), som så småt er på benene igen efter en uheldig skudepisode under hans daglige whisky-drikning flere år tilbage. Nu er han clean og arbejder som privatdetektiv – en dag bliver han kontaktet af dealeren Danny Ortiz, som vil have hans hjælp til at dræbe de folk, som slog hans kone ihjel. Arbejdsopgaven viser sig at grave op i fortiden, da en række hidtil irrelevante mordsager begynder at passe sammen med hans sag.
Filmen starter bragende godt ud med et eksplosivt tempo leveret af en kølig Neeson i sit es, hvor man i nogle velovervejede, hektiske klipninger sparker gang i stemningen. Desværre er dette niveau kun aktuelt i den første scene, da resten af filmen tilhører en mere lavmælt og fornuftig omgang underholdning. Selve filmen rummer en utrolig lækker scenografi, som skaber grundlaget for en lille, mystisk spion-historie. Omgivelserne er en balance mellem bylivet og den skumle kirkegård, og derved opstår der et meget lækkert frirum for mystikken. Liam Neeson fungerer som en rigtig action-helt, men denne gang på andre præmisser, som ikke helt klæder ham. Vi er vant til at se ham som den kølige kæmpemand med skills og fornuft, og det er på sin vis også gældende her – han er dog alt for hæmmet i forhold til filmens moralske budskab, og han arbejder sig mere over i en skikkelse som faderrollen og den gode samaritaner.
Denne lidt haltende action-helte-skikkelse skyldes en ret så irriterende birolle i form af en lille sort dreng, som sover på gaden og lever livet som en rod. Hans tilstedeværelse er ganske ligegyldig i forhold til den overordnede handling, men skal åbenbart være med for at filmen kan få en mere amerikansk, sukkersød afslutning på tingene. Heldigvis er denne dreng ikke med i alle scener, og når Neeson begiver sig ud på arbejdet alene, er han underspillet og total cool. Filmen i sig selv arbejder i et lidt specielt tempo – den lagde som sagt hårdt ud, men glatter farten lidt ud i løbet af en lidt anderledes klimaksopbygning. Historien bliver fortalt ganske sagte og uden det helt store kick, men den rummer nogle fine referencer til fortiden gennem klipningen og i forhold til historien.
Filmen er generelt set præget af en forvirrende fortællestil, men halvvejs inde i filmen begynder man at sætte pris på den. Informationer er bevidst blevet holdt tilbage og på den måde bliver der i sidste ende optrappet en lækker stemning. På mange punkter ser vi egentlig morderne eller løsningen på gåden, men det sker i usammenhængende fragmenter, som først giver mening henimod slutningen. Den er fyldt med en masse spændende detektivarbejde, men når man tidligt i forløbet allerede har set ’monsteret’, så kan uhyggen og spændingen aldrig nå de højeste højder. Desuden har filmen lidt for mange moralske tematikker i projektet og glemmer lidt, at filmen skal være en mere action-præget Neeson-film. Den har dog nogle ret fede, mindeværdige scener leveret af Neeson, og man sætter virkelig pris på det vilde afslutningsslagsmål. Samlet set er A Walk Among the Tombstones lidt en ambivalent fornøjelse, da den ikke lever op til forventningerne, men alligevel rummer nogle gode punkter – den arbejder i et helt andet tempo og stil end den, man forbinder med Liam Neeson, men han formår alligevel at hive underholdningen op på lidt over middel niveau.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Scanbox.
