Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
”Jeg ville vise et andet Afrika end NGO'ernes med Bono og børnene med de udspilede maver. Lave en dokumentarfilm om dem, du aldrig ser: Alle dem, der feder den i Afrika, nemlig de tykke hankatte i fedtlaget omkring magten i en fejlslagen afrikansk stat, altså expat forretningsfolk, diplomater og døgnflueministre.” Således lyder oplægget til Mads Brüggers film Ambassadøren, og det bliver i den grad opfyldt til fulde.
I skikkelse af den rige forretningsmand Mads Cortzen køber Mads Brügger sig til en diplomattitel. Penge skifter hænder. Nej, rettere, mange penge skifter hænder og 1... 2... 3... så er man æreskonsul for Liberia. En diplomatisk titel åbner helt nye døre. Man står uden for loven og kan frit rejse mellem lande med penge og diamanter i kufferten. Mads Cortzen begiver sig mod Den Centralafrikanske Republik, hvor han officielt har planer om at åbne en tændstikfabrik i det ludfattige land. Uofficielt vil han naturligvis have fingre i landets enorme diamantressourcer.
I starten går det flyvende, men i et land, hvor magthaverne er dybt korrupte, og bestikkelse ikke er en mulighed, men et krav, er det ikke helt ligetil at blive være ambassadør med grådige ambitioner.
Mads Brügger er bleghvid og iklædt safarijakkesæt, ridebukser, lange læderstøvler og udstyret med et cigaretrør. Han ligner en karikatur fra imperialismens storhedstid eller en gedigen skurk fra James Bond, og man skulle næppe tro, at der var nogen, der ville tage ham alvorligt. Et besøg i Den Centralafrikanske Republik er dog som en lille tidsrejse tilbage til Afrika som det var for 30-40 år siden. Hr. Cortzen bliver skam taget alvorligt, selv når han snakker om pygmæer, Hitler og udspyr racistiske kommentarer om asiater. Han har naturligvis også den fordel, at han taler et sprog som alle forstår; nemlig penge, penge, penge.
Ambassadøren er en tåkrummende, nervepirrende og forfærdelig oplevelse. Vi ved jo alle sammen godt, at Afrika sine steder har en bundrådden og korrupt magtstruktur. Men det er måske nemmere at forholde sig til hungernød og tørke end det er at forholde sig til den grundlæggende udnyttelse af chanceløse mennesker. For det er en udnyttelse, og i tilfældet Den Centralafrikanske Republik, så er det især landets tidligere kolonimagt, Frankrig, der har en finger med i spillet. Mange lande i Afrika er rige på ressourcer, men de kommer sjældent landene selv til gode. Borgerkrige, ustabile regimer og korrupte embedsmænd er alt sammen midler, der gør det nemmere for lande med skumle bagtanker, at få fingrene i guldet, diamanterne eller olien, der ligger i den afrikanske undergrund.
Ambassadøren skildrer en lille bid af alt dette, og det er en tankevækkende oplevelse – der samtidig er nedslående. For det virker så uendeligt svært at gøre noget ved. Især, når det står lysende klart, at de lande, der burde hjælpe Afrika med at komme på fode, kun har interesse i det modsatte.
Ambassadøren er en meget vigtig film, og Mads Brüggers tilgang, der både er humoristisk og helt ude på overdrevet giver filmen en skæv kant, og tillader at filmen går over stregen mange gange. Man skylder sig selv at se Ambassadøren – om ikke andet for at få et anderledes indblik i et afrikansk land, der er i frit fald.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Mis. Label.
