Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Det er en hel genre i sig selv at lade en komedie handle om teenageres første famlende forsøg på at håndtere fester, alkohol … og ikke mindst sex. Det giver ofte plads til bøvede og lumre vittigheder og et plot, der udtrykker de samme kvaliteter. ”Behaving Badly” lægger sig fint i dén kategori.
Nat Wolff spiller den kejtede Rick Stevens, som har kastet sin store kærlighed på skolens kønneste og mest populære pige, Nina Pennington, spillet af Selena Gomez. Rick fortæller om sin fortvivlede situation direkte til kameraet. Det kan være en spændende effekt at lade hovedperson og fortæller smelte sammen, men der er noget kunstigt over Ricks helt nøgterne beretning om, at hans mor har forsøgt at begå selvmord, at han er faldet over et lig – og at han i øvrigt har fået fladlus. Det er sat i scene uden fornemmelse for at servere beretningen som morsomme pointer.
Mary-Louise Parker, der gjorde en aldeles glimrende figur i som stridbar politisk rådgiver i ”West Wing”, spiller Ricks drukkenbolt af en mor, der går i rehab – med en flaske vodka i bagagen. Ricks søster forsøger at tjene til dagen og vejen som stripper – og forsøger samtidig at komme ind på Stanford og hans far spiller ikke den store rolle i sin søns liv, bortset fra, når han dukker op for at låne Ricks videokamera … til formål, der ikke helt tåler dagens lys.
Rick har dermed langt fra den bedste baggrund for at samle den selvsikkerhed og sociale kompetence, der skal til for at vinde Ninas hjerte. Det hjælper heller ikke meget, at hans bedste vens mor forgriber sig på ham, så snart hendes søn er ude af døren. Skolelederen kigger i smug ind i pigernes omklædningsrum og den lokale pres ligger i med den lithauiske mafia. Med andre ord: Klicheerne er samlet til bunke, som om antallet af dem i sig selv kunne være udtryk for sammenhæng. Og det er såmænd ikke fordi der er noget galt med klicheer. Jeg husker i hvert fald stadig John Landis’ ”Delta-kliken” fra 1980 med blandt andet nu afdøde John Belushi som en skingrende vanvittig – og morsom – ophobning af klichéer. Déngang fungerede anslaget mod den politiske korrekthed, mens det i ”Behaving Badly” bare ender som det uinteressante persongalleris tilsvarende jævnt hen uinteressante foretrædeligheder.
Det kan være en befriende pointe at udstille situationer, hvor den politiske korrekthed og dens beslægtede dobbeltmoral bliver udfordret. Der skal bare mere til end en dialog, hvor bandeord hænger som perler på en snor og hvor stof- og alkoholmisbrug bliver malet med så bred pensel, at en eventuel subtil mening under alle omstændigheder bliver overskygget.
”Behaving Badly” bliver præsenteret som komedie, men det viser sig efter 97 minutter at være en grundig overdrivelse.
Filmen er venligst stillet til rådighed af: Scanbox
