Så er det ikke kun trætheden, der har meldt sig længere, men hjemveen er også så småt kommet i gang. Dagene på Berlinalen går dog lynhurtigt, men de er ufatteligt rutineprægede med kun få forskelle, og nu har jeg så været i gang med at se film dag ind og dag ud i over en uge, så det er vist meget passende at turen går hjem i morgen. Prisoverrækkelsen til hovedkonkurrencen finder sted på lørdag, og udover det er der naturligvis en masse andre priser der bliver uddelt, hvor Panoramas publikumspris også ofte er bemærkelsesværdig. Den næste artikel bliver derfor den sidste fra On-Z omkring Berlinalen i år, men først lige lidt om dagens begivenheder.
Desværre gik jeg glip af den tidlige forestilling af den koreanske “Come Rain, Come Shine” fra hovedkonkurrencen, som jeg ellers har set meget frem til, men søvn blev prioriteret i denne omgang, så må jeg selv skaffe filmen senere på egen hånd. Dagens første film blev derfor den næste i hovedkonkurrencen - den tyske “If Not Us, Who”. En politisk film om Tyskland i efterkrigstiden, Red Faction bevægelsen og en kompleks kærlighedshistorie tilsat som ekstra krydderi. Filmen havde bestemt nogle stærke pointer undervejs, og selvom den måske ikke er specielt mindeværdig, er den hurtigt overstået pga. et passende tempo og en høj underholdningsværdig.
Den næste film blev Dante Lams seneste Hong Kong actionfilm “The Stool Pigeon”. Filmen følger en ekskriminel der arbejder undercover for politiet, i hvad der først virker som en ganske almindelig actionfilm, men snart udvikler sig til en depressiv og dybt fragmenteret historie. Selve action og spændingsscener er eminent udført, men der er lidt langt imellem dem, og når filmen halvvejs igennem skifter hovedpersonen ud med en anden og tilsætter en satans masse malplaceret sentimentalitet, vil den uden tvivl miste en del af det internationale publikum.
Det blev kun til 3 film i dag, og den sidste blev vist udenfor konkurrence. “Late Bloomers” er en romantisk drama/komedie for det modne publikum, og ser Berlinalens formand for juryen Isabella Rossellini og William Hurt i hovedrollerne som et ægtepar med problemer med alderen. Filmens målgruppe er naturligvis også et publikum oppe i årene med referencer til en masse, som jeg endnu ikke kan nikke genkendende til, men filmen har nu også kvaliteter man ikke kan se igennem fingrene med. Filmen er ganske subtil og der styres udenom langt de fleste velkendte klicheer, men med en mildest talt irriterende score og en manglende målrettethed, var dette ikke det brag af en film ,man håbede der kunne slutte Berlinalen af for en i denne omgang.
Nu kan vi blot vente på, at vinderne bliver offentliggjort. Mine penge er på “Nader And Simin, A Separation”, en iransk film jeg desværre ikke selv fik set, men netop med fokus på ytringsfriheden i mellemøsten i juryens pressekonference blandet med de positive anmeldelser af filmen gør, at dette muligvis kunne være vinderen. På den anden hånd er Rossellini og Maddin kunstelskere, så jeg håber stadig på at “The Turin Horse” er den store vinder, da det er den eneste film, jeg ville give topkarakter af dem jeg har set i år. Kun tiden vil vise, hvad juryen har gjort sig af tanker.
