Skriv en kommentar
”Når man er blevet god til at stå på rulleskøjter, får man naturligt lyst til at lære at køre baglæns”
Sådan forklarer Anders Matthesen sig selv og behovet for at blive ved med at forny sig selv som kreativt menneske. Men at bryde rammerne for at forblive original er med årene blevet en sej kamp for Anders, der i Pernille Rose Grønkjærs dokumentar med titlen Den Anden Side nærmer sig de 40 og en vis midtvejskrise.
Dokumentaren er ikke et portræt af Matthesens opvækst, og hvordan han blev den umiddelbart grovkornede komiker med det mørke alter ego Stewart, som de fleste kender som en af karaktererne i Terkel i Knibe. Dokumentaren med den sigende titel er derimod et ærligt kig bag kulisserne hos en mand, der nu har vinket farvel til Stewart og sin laissez-faire-tilgang til livet og goddag til livet som familiefar.
Vi følger Anders i en periode på fire år, og det brede udvalg af filmoptagelser, dokumentaren gør brug af, matcher hans mange talenter. Det liv, Anders lever i dag, er en skrøbelig balancegang mellem at være familiefar og arbejdshest. Derfor ser vi ham i situationer, hvor han kæmper med ideer til nye shows såvel som situationer, hvor han mader sønnike eller afbrydes midt i en professionel fotosession, fordi konen (og manageren), Cemille, altså lige skal snakke med ham om den villa, de så gerne vil købe.
Indimellem beriges publikum med montager af gamle optagelser fra tidligere shows eller lignende, herunder en rejse til New York, hvor Anders som ganske ung prøver lykken med stand-up på amerikansk. Optagelser som disse er akkompagneret af en lommefilosofisk dagbogsmonolog fra Anders. Som tilskuer bliver man rørt af disse lidt poetiske montager, der vidner om de gode gamle dage, hvor en optimistisk Anders havde hele verden for sine fødder; en optimisme, der står i stærk kontrast til den umiddelbare pessimisme, Grønkjær skildrer i sit portræt af manden. I ny og næ trækker man også på smilebåndet over udsnit af gamle comedy-shows, men derudover skal man ikke forvente en sjov film, hvilket synes at være vidnesbyrd om netop missionen med denne: at nu vil Anders altså tages seriøst.
Da jeg bevægede mig ind i biografmørket for at se filmen, forventede jeg, at jeg ville opnå en dybdegående viden om en af dansk komiks mest spændende karakterer. Med et dygtigt filmhold og optagelser, der strækker sig over fire år, burde dette kunne lade sig gøre, men det gør det på en måde ikke. Det er muligvis den vinkel, Pernille Rose Grønkjær har valgt at tage udgangspunkt i, der forekommer kedelig og ligegyldig, når nu hun netop har fået muligheden for at anlægge en hvilken som helst vinkel på manden med de mange talenter.
En af Anders’ største udfordringer i filmen er, at anmelderne elsker ham for et erhverv, som for ham er begyndt at køre af sporet. Opbygningen i filmen vidner om den meningsløshed, Anders rammes af i forbindelse med Anders-turneen tilbage i 2012 og de 75 landsdækkende liveshows, der dertil hører. I en scene, hvor en panikslagen Anders krydser Storebæltsbroen, bliver det især tydeligt, hvordan klipning og musik på eksemplarisk vis understøtter Anders' hidsige humør som resultat af turneen. Livet som komiker er i den grad ikke altid en dans på roser.
Efter Anders fulgte Shhh, som de første grundsten lægges til i slutningen af filmen. Hvad udstyr angår, er Shhh beskedent. Måske denne tilbagevenden til den traditionelle form for stand-up afspejler en tilbagevenden til udgangspunktet, nemlig den simple og mere overskuelige form for stand-up. Er Anden således nået frem til en erkendelse af, at man ikke behøver at genopfinde stand-up-genren hver gang, man laver et nyt show? Nogle gange er den gammeldags måde bare den bedste.
