Skriv en kommentar
Han er indiskutabelt en af Hollywood's mest finurlige og excentriske filmmagere, ham Wes Anderson. Specielt med hans gakkede og geniale Oscar sensation, "The Grand Budapest Hotel" skinnede hans vidunderlige visuelle flair fuldstændig igennem. Måske er det største kendetegn ved hans film, at han altid benytter sig af et imponerende cast ensemble, både til hoved - og biroller. Og da han i majoriteten af hans film både er forfatter, instruktør og producent, er han retmæssigt betragtet som en vaskeægte og moderne auteur. Hans film er helt igennem hans egne, og de er måske nogle af de bedste eksempler på, hvordan "creative control" bliver bedst udnyttet. "Isle of Dogs" er Anderson's nyeste skud på stammen, og hvad den mangler rent fortællemæssigt, kompenserer den rigeligt for med rendyrket charme, glimrende stemmeskuespil og Anderson's særprægede visuelle stil.
Hunde i eksil
Historien finder sted i et futuristisk Japan i byen Megasaki City. Den 12-årige Atari Kobayashi (Koyto Rankin) er i den bundkorrupte Borgmester Kobayashi's varetægt. Da borgmesteren beslutter sig for at forvise alle hunde i Megasaki City til en stor losseplads-ø, sætter Atari sin egen redningsmission i gang for at finde sin bodyguard-hund og bedste ven, Spots, der ligeledes er blevet forvist. Han styrter ned med sit lille fly på losseplads-øen, og møder der en flok selverklærede alfa-hunde, som ender med at hjælpe ham med at finde sin ven, og måske starte en revolution imod Borgmester Kobayashi.
En imponerende teknisk bedrift
Tonen er som altid i Wes Anderson's film, ligeså skæv som Ole Michelsens hat var i sin tid. Men i "Isle of Dogs" er der også en åbenlys kærlighed fra Anderson, som strømmer ud igennem manuskriptet og den gyngende humor. Både for de nuttede hunde, men også for den japanske kultur. Alene den beslutning om , at det kun er hundene, der har fået amerikanske stemmer, herunder en altid veloplagt Bryan Cranston som Chief, imens den japanske befolkning taler japansk, er et dejligt forfriskende og originalt valg. Cast ensemblets øvrige stemmer, bl.a. Bill Murray og Bob Balaban som hundene Boss og King, er ligeledes utroligt charmerende. Filmen er en ren nydelse at se på, og hver hund har angiveligt taget min. 16 uger at lave. En imponerende teknisk bedrift, som man blot må lette på hatten for. I øvrigt kan jeg ikke lade være med at rose Oscarvinderen Alexandre Desplat, der endnu engang har begået et soundtrack i absolut verdensklasse.
Historien halter
Desværre kan historien ikke altid komplementere filmens øvrige forcer på helt samme niveau. Der mangler, undskyld udtrykket, noget ordentlig bid i den, og den kommer til at virke lidt for tynd, set henover en spilletid, der lander omkring de 100 minutter. Den kunne måske have været et lille mesterværk, hvis Anderson havde valgt og placere "Isle of Dogs" i kortfilmskategorien, men som spillefilm, kan plottet ikke helt retfærdiggøre spilletiden. Det er samtidig langt fra al humoren, der er ligeså skarp, som den normal er i Anderson's film, og det er ærgerligt, for han er bestemt i besiddelse af en skarp humoristisk hjerne, der grænser perfekt imellem det gale og geniale komik - en hjerne, som jeg godt kunne tænke mig at bo i.
Sympatisk og charmerende
Men helhedsbilledet, som jeg stod tilbage med, var at "Isle of Dogs" er en sympatisk og charmerende film, som dog ikke lever helt op til instruktørens tidligere værker.
