Skriv en kommentar
“I managed to pass my 27th birthday without really feeling it”, siger Janis Joplin i en gammel optagelse i begyndelsen af dokumentaren. Tallet 27 er blevet et magisk tal. De største sangstjerner med de mest unikke personligheder døde i en alder af 27 år; Kurt Cobain, Jim Morrison, Amy Winehouse og Janis Joplin. Joplin og Winehouse var hvide kvinder, som sang som sorte kvinder. De havde en enorm kraft og styrke i deres stemmer, som ikke siden er hørt magen. Begge var tydeligvis højtbegavet, reflekteret og besad et musisk talent, som ikke kan beskrives med ord. Det fremgår af deres udtalelser f.eks. siger Janis så rammende i Amy Bergs og Alex Gibneys dokumentar, at musik er følelser og skaber følelser.
Instruktørerne Berg og Gibney forstår at indfange stemningen og tiden fra 60’erne på en intens og autentisk måde. Det gør de ved hjælp af redigeringen og sammenklipningen af gamle optagelser, klip fra store koncerter, tv-shows, interviews, kontrasternes storbys hektiske stemning og landlig ro. Samtidig får de på en gennemført smuk og dvælende måde via billeder i halvdårlig opløsning vist Janis’ affiniteter til blues. Janis’ største inspirationskilder; Odetta, Bessie Smith, Billie Holiday og hendes, i begyndelsen af sangkarrieren, efterligninger af Otis Redding og Aretha Franklin – deres måde at bevæge sig på scenen og deres fraseringer og bruge lyrics på en ’levende’ måde f.eks. Redding’s ”gotta, gotta, gotta”, tyvstjal Joplin til sin sang ”Catch me daddy”, hvor sætningen kommer til sidst i sangen ”Cause I gotta, gotta, gotta, gotta” og holder tonen i ét langt åndedræt. Joplin skabte sin egen stil, hvor én af hendes karakteristika var hendes kasten tilbage med hovedet og det lange hår, som til tider skjulte ansigtet.
Little Girl Blue
Udover familiemedlemmers, musikeres, venners, kæresters opfattelser af Janis, så får dokumentaren særligt sit autentiske snit gennem fortælleren. Det er sing/songwriter Chan Marshall, som med sin sydamerikanske accent læser brevene op fra Janis til sine forældre. Fortællerstemmen skaber illusionen om, at det Janis’ egen stemme og det er stemmen, som binder hendes voksenliv og opvæksten sammen. De indre dæmoner, som begyndte i hendes præ-pubertære år, gik aldrig væk. Fra barns ben passer hun ikke ind i forældrenes konforme, konservative og religiøse livsstil i Port Arthur Texas, og hun bliver mobbeskiven i skolen af både piger og drenge. Én tæt ven beretter grædende i dokumentaren, en utilgivelig og perfid hændelse. Da Janis lige var begyndt på universitet i Beaumont, blev hun kåret som den grimmeste mand på campus. Det knækket hende, og hun var utrøstelig.
Dokumentaren indfanger fabelagtigt gennem masser af close-ups af Janis’ ansigt, hvor meget hun anstrenger sig, når hun synger – hun gav alt, hvad hun havde og optagelsen af Janis’ tolkning af Summertime er mindeværdig, dybt rørende og man ser/høre, hvor stort et musikalsk talent hun var, og hvor en unik stemme, hun besad.
Janis Joplins indre dæmoner og smerte drev hende frem for at få anerkendelse og allermest kærlighed fra de nærmeste. Dokumentarens titel er sigende, nærværende og rørende for inderst inde var der hele tiden ’ the Little Girl Blue’, som var splittet mellem higen efter stjernestatus, længslen efter samhørighed og ensomhed, som aldrig slap hende, og som kom til at overskygge alt andet uanset, hvor groovy det var i 60’ernes drugs and rock and roll.
