Der befandt sig nærmest en aura over stedet, da vi befandt os i selve skabelsens hule. Den kunstneriske kreativitet sivede ud af de spartanske bygninger. Pressemødet blev nemlig afholdt i Bald Films studier i Filmbyen i Avedøre tæt ved København, hvor filmens centrale marionetdukker år forinden var blevet bygget, og de minutiøse optagelser havde fundet sted.
En enorm samling af våben, dukker, tegninger og alskens modeller, der var blevet udviklet fra grunden og brugt i filmen, var lagt frem til inspektion. Og det var mildest talt imponerende hvad der kunne beses.
De centrale personligheder fra filmholdet havde selvfølgelig æret os ved deres tilstedeværelse. De fremmødte var instruktør Anders Rønnow-Klarlund, manuskriptforfatter Naja Marie Aidt, skuespillerne Iben Hjejle og Jesper Langberg , producent Niels Bald, dukkefører Sofie Krog, scenograf Sven Wichmann, modelbygger Joakim Zacho Weylandt, art director David Drachmann og komponist Jørgen Lauritzen.
Der blev fortalt vidt og bredt om filmens svære tilblivelse. Instruktør Anders Rønnow-Klarlund kunne blandt andet fortælle, at han og medforfatter Naja Marie Aidt arbejdede i måneder på at udvikle det manuskript, de ønskede skulle fortælle os alle om noget den verden vi lever i i dag. Resultatet blev en historie om den aktuelle verdenskonflikt hvor grænserne mellem godt og ondt ofte er trukket skarpt op, mens sandheden ofte er en ganske anden, og hvor konfliktens parter konstant synes bebyrdet af fortidens gerninger. Dog hyllet ind i en mytologisk eventyrfortælling fortalt gennem uskyldige marionetdukker.
Netop marionetdukkefilmen var Anders Rønnow-Klarlund dog en komplet amatør indenfor. De måtte derfor have assistance. Og hvor ellers end hos de erfarne dukkeførere og dukkebyggere i Prag i Tjekkiet. Her var dog ikke den store hjælp at hente. Alene på den baggrund at den ambitiøse produktions omfang var for stort. Selv i marionetdukkefilmens mekka var denne film altså simpelthen for stor. For sindssygt et projekt at give sig i kast med.
Dette skræmte dog ikke fantasten Rønnow-Klarlund. De henvendte sig i stedet hos den danske animator og visual effects designer Jonas Wagner (Fuglekrigen, Mirakel, Klatretøsen), og med også veteran production designer Sven Wichmann, art director David Drachmann og fotograf Kim Hattesen på banen senere kom filmens utrolige visuelle side ellers på skinnerne.
Det største arbejde lå dog nok i at opfinde hele det fantastiske univers filmen skulle foregå i. Alt skulle opfindes fra bunden. Der skulle kortlægges de uskyldige dukkers gøren og laden. For hvordan skal man vise dukker, der har sex? Hvordan de fødes? Hvordan de dør? Og hvordan de viser følelser? Vel at mærke uden de bevæger læberne. Her kunne dukkebygger Joakim Zacho Weylandt og dukkeførerne Sofie Krog og Bernd Ogrodnik være behjælpelige i at give liv ned gennem strengene, og med komponist Jørgen Lauritzens følelsesladede musik ind over, var de livløse, opstrengede marionetdukker pludselig blevet til rene personligheder med både had, kærlighed og begær på følelsespaletten. Et univers blev skabt, der gav mulighed for en mangfoldighed af metaforer og symboler, og selve dukkernes umiddelbart besværlige strenge udviklede sig til en central plads i historien, der betød at dukkerne udmærket godt vidste, at de var dukker med strenge, det var en del af deres liv, og at de derfor hang sammen, var afhængige af hinanden. Hvor den ene endte, begyndte den anden, som filmens tagline så smukt proklamerer.
De fremmødte pressefolk var tydeligvis begejstrede for Anders Rønnow-Klarlunds nye film. ”Det er jo en af de sidste 10 års mest originale danske film!”, som en ivrig journalist erklærede. Bedøm selv i morgen, hvor filmen får premiere i biografer landet over.
Se anmeldelsen af filmen ”Strings” her på siden i morgen.
