Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Ja, vi kender det nok alle sammen, man sidder og ser en film og håber på, at der snart sker noget, men det gør der bare ikke. The Promotion handler om Doug Stauber (Seann William Scott), en afdelingschef i et supermarked i USA, hvor kunderne altid kommer først. Han gør, hvad han får besked på, men er ikke synderlig tilfreds med sit arbejde. Derfor ser han sit snit til en forfremmelse da kæden skal åbne et nyt supermarked og derfor skal have en ny butiksleder. Desværre for Doug får han en konkurrent. Richard Wehlner (John C. Reilly) flytter til byen fra Canada sammen med sin kone og sin datter og bliver også ansat som afdelingschef i butikken og også han ser muligheder i den nye butik. Nu skulle man så tro, at den helt store og sjove krig går i gang med at forsøge og få hinanden ud i uføre, men historien er langt fra sjov. Tværtimod.
Idéen med historien er at skabe en trist komedie, hvor man en del gange tænker det her går galt, men det er langt fra nok til at gøre filmen underholdene, den er i virkeligheden bare en smule langtrukken og uvedkommende. For det første sker der generelt ikke så meget, men derfor kan en film jo godt være god, hvis den vel at mærke har en god pointe eller er sjov. Men heller ikke dette lever filmen op til. Man sidder bagefter og undrer sig over, hvad instruktør Rob Marshall vil fortælle os med denne historie. Doug virker som en rigtig ”do-gooder” men hans visioner er mere ord en handling og sympatien bliver ret hurtig flyttet over på Richard, som virker mere oprigtig om med mere integritet. Alligevel er der ikke noget klart billede i filmen af, hvem vi skal holde med. De er ikke direkte onde ved hinanden, men det går helt deres næse forbi at de i virkeligheden kunne hjælpe hinanden til at løse de problemer de er ansat som afdelingsledere for at løse.
Det eneste underholdene i historien er Canada vs. Amerika ”problematikken”, at folk fra Canada eftersigende er mere omgængelige og søde. Der er også en del, til tider sjove, kommentarer om det samfund vi lever i, hvor succes er hver mands eje, hvis du har en coach, om du så skal coache dig selv på CD som Richard gør, eller tager del i gruppe-coaching sammen med kollegerne som Doug gør. Den Amerikanske Drøm spiller også en væsentlig rolle i filmen, at man hele tiden skal bevise sit værd og være fremme i skoen og at en forkert handling eller kommentar kan være fatal for din karriere, men også at der i det system ikke hersker noget godt forhold mellem kolleger. Problemet er bare at jeg har svært ved at finde ud af hvad instruktøren vil sige os med dette, om han er for eller imod systemet kan jeg ikke gennemskue, måske vil han bare gøre os opmærksom på det. Det er egentlig også fint nok, men han ville måske have tillusket sig mere opmærksomhed, hvis der havde været mere følelse i filmen, det er en lidt trist film om to små eksistenser, der lever et lidt sørgeligt liv, men det er ikke meningen vi skal have ondt af dem og vi skal heller ikke grine af dem, hvad skal vi så?
