Skriv en kommentar
I sit umiddelbare udtryk er historien i ”1001 gram” temmelig stillestående. Hovedpersonen, Marie, henslæber en ikke ligefrem sprudlende tilværelse som ansat i Justervesenet, et direktorat for måleteknik under Nærings- og Fiskeridepartementet i Norge. I dén egenskab får hun lejlighed til at kontrolmåle benzin- og dieselhaner på tankstationer – og jockeyer på væddeløbsbaner(!).
Det anes, at det står skidt til med hendes ægteskab. I hvert fald sker det flere gange, at hun kommer hjem til sit hus, hvor hendes kommende eks-mand igen er forbi for at fjerne lidt mere af det indbo, som han åbenbart mener er hans. En meget konkret illustration af tomheden i Maries liv.
Maries far er ligeledes ansat i Justervesenet. Han har hidtil haft den indadtil prestigefyldte opgave én gang om året at rejse til Paris til den årlige konference for diskussion af, hvor meget et kilo vejer. Da han dør, bliver opgaven givet videre til Marie, der nu overtager det enorme ansvar at fragte den nationale kilo-prototype – et massivt stykke metal af 90% platin og 10% iridium – til konferencen i Paris. Her skal den løbende kontrolvejes op mod den internationale kilo-prototype, der opbevares under sikkerhedsforanstaltninger, der ser ud til at kunne måle sig med opbevaringen af affyringskoderne til diverse atomvåbenarsenaler.
Det lyder nørdet – og Bent Hamer gør i og for sig ikke meget for at ændre det indtryk. Faktisk fanger han lige netop de situationernes absurditet, der løfter de til tider tyste scener op på niveau med Jaques Tati, når han var bedst. Tag for eksempel scenen fra regnvejrsvåde Paris, hvor konferencedeltagerne ærefrygtigt står i kø for at komme ind og få et glimt af den internationale kilo-prototype, mens de i den ene hånd holder deres paraply og i den anden holder metalbeholderen, hvori deres respektive landes nationale kilo-prototyper bliver opbevaret i dobbeltsikrede glasbeholdere. Eller scenerne med den kvindelige lufthavnsbetjent, der ikke lige forstår det der med at Marie har til hensigt at rejse ind i Frankrig med officielle papirer på, at hun medbringer en klump på lige præcis – eller i hvert fald cirka – et kilo.
Marie har ikke overraskende rig lejlighed til at reflektere over sit liv, men der bliver på flere måder rusket op i hendes tankebaner, da hendes far dør. Nok holder hun sig tilbage fra at skride ind over for den uafladelige tømning af hendes bolig, men tankerne om liv, død og sjælens håndgribelighed vender på flere måder op og ned på hendes liv. Ikke mindst i mødet med Pi, som Marie i første omgang tror er gartner og chauffør, men som viser dig at beklæde en højere stilling i det franske måle- og veje-institut. En kontakt, der i øvrigt viser sig at være til stor hjælp, da Marie på vej ud til sin nu afdøde fars husmandssted ikke husker at køre uden et kun alt for velkendt hul i vejen, hvorefter hendes lille elbil vælter om på siden – endnu en lille hilsen til Tati – og den ekstra-sikrede glasbeholder med den nationale kilo-prototype. Marie rejser i alt hast og hemmelighed til Paris igen, hvor Pi hjælper hende heldigvis med at reparere beholderen – og sikre, at der ikke er synlige skader på kilo-prototypen.
”1001 gram” er så langt fra en film, der udmærker sig ved voldsomme ydre effekter – eller rutinepræget opklaring af mord, røveri eller lignende, som den næsten kan komme. Med Ane Dahl Torp i hovedrollen som Marie har Bent Hamer imidlertid fortalt en historie, der får hovedpersonens refleksion i forlængelse af tabet af hendes far til at krybe ind under huden. Dertil kommer den fornemme og stilrene billedside, som fotografen John Christian Rosenlund har skabt. Alt i alt en historie, der sender os fra sæderne i biografsalen ud i dagslyset eller aftenmørket igen med et smil på læben efter oplevelsen af, hvordan en stille eksistens i mødet med en ligesindet får mulighed for at vågne og blomstre op.
