





Skriv en kommentar
David Leitch har efterhånden gjort en karriere ud af at forvandle simple genrefilm til energiske publikumsoplevelser, og med How to Rob a Bank tager han det klassiske bankrøveri og opdaterer det til TikTok-generationen. Her handler det nemlig ikke kun om at slippe af sted med pengene. Det handler om at gå viralt imens.
Filmens præmis er både enkel og overraskende aktuel: En gruppe bankrøvere dokumenterer deres kup på sociale medier og opbygger nærmest celebrity-status, mens myndighederne desperat forsøger at indhente dem. Samtidig kommer en erfaren FBI-agent og en teknologisk begavet modstander på sporet af banden, hvilket udvikler sig til en intens kattens-leg mellem berømmelse og lovens lange arm.
Vi er vidner til en moderne Robin Hood historie i nutiden. Røverne tager fra de rige af en moralsk grund, og lærer fra sig og inspirerer ved at bruge en af hverdagens helt store redskaber, nemlig sociale medier.
Mere amerikansk og relevant kan det næppe blive.
Nicholas Hoult er det naturlige centrum. Han har de seneste år bevist, at han besidder en sjælden kombination af karisma, humor og underspillet intensitet, og det kommer filmen til gode. Hoult gør sin figur både charmerende og frustrerende. Man forstår hans motivationer uden nødvendigvis at sympatisere med dem.
På den modsatte side af loven leverer John C. Reilly endnu en af sine specialiteter: den lettere slidte, men aldrig uinteressante autoritetsfigur.
Actionscenerne er dynamiske, velkoreograferede og filmet med en klarhed, som mange moderne blockbusters kunne lære af. Hvor andre film drukner i hektisk klipning, giver How to Rob a Bank publikum mulighed for faktisk at følge med i, hvad der foregår.
Filmens største styrke er dog dens satire over nutidens opmærksomhedsøkonomi. Den stiller spørgsmålet: Hvad sker der, når kriminalitet bliver indhold? Når likes og følgere bliver lige så værdifulde som de stjålne millioner? Filmen udforsker ikke temaet med stor dybde, men den rammer ofte en underholdende nerve.
Jo længere handlingen skrider frem, desto mere usandsynlige bliver planerne, og enkelte plottwists kræver en velvillig suspension af vantroen. Det gør ikke filmen dårlig, men det holder den tilbage fra at blive genrens næste klassiker.
How to Rob a Bank er først og fremmest en yderst underholdende popcornfilm. Den er morsom, velspillet og spækket med action, samtidig med at den har noget på hjerte om vores besættelse af synlighed og digital berømmelse. Den opfinder ikke genren på ny, men den giver den et friskt, moderne ansigtsløft.

