Det er vist første gang i nyere tid, at der så prisværdigt bliver fokuseret på latinamerikanske film i nyere tid. I 1960´erne og starten af 1970´erne kunne vi i de store biografer se mange brasilianske film – da initiativrige danskere importerede et modbillede af alternative filmskabere over for den amerikanske pengemaskine – så store filmskabere med megen brasiliansk mytologi – som afslørede det brutale militærdiktatur – det var instruktører som Glauber Rocha (1939-1981) og den kendteste Antonio-das-Mortes hvor vi følger udviklingen af jordbesidderen, præsten og militærchefen på smukkeste vis i et glidende tempo.
Han lavede også film med titlen Gud og djævlen i solens land og Land i Trance - og fra Argentina husker jeg tydeligt Fernando Solanas (1936-2020) dokumentarfilm fra 1968Smelteovnens Time - som viste nye sider af billedet og en ny tankegang i filmsproget om nykolonialismen og volden i Latinamerika.
Flere af de fem film i Gloria tager også sit udgangspunkt i den brasilianske militærmagts metoder – og det ses i den vel nok kendteste I´m still here fra 2024, hvor Walter Salles på næsten dokumentarisk vis – fortæller om Ruben Paiva, som var tidligere kongresmedlem og kritiker af parlamentet i 1971 – pludselig forsvinder han fra sit hjem i Rio de Janeiro – og en familie rives itu – vi følger på smukkeste og medfølende vis deres opsporing af ”hvad skete der”?
Den Oscar-vindende film var der mere end 100.000 i Danmark, som så den fremragende film i biografen.
Vi får også mulighed for at se den lidt ældre film Cidade de Deus fra 2002 – hvor Fernando Meirelles (f.1955) og Katia Lund (f.1966) – viser det hårde liv i de fattigste slumkvarterer i favelaerne i Rio de Janeiro, hvor bandekrige og politikorruption er hverdag. Vi følger to fra det samme kvarter – men med helt diametrale modsatte livsbaner – den ene ønsker et almindeligt liv som fotograf – den anden som narkosælger. Hvad sker der med mennesker, som udvikler sig så forskelligt og vælger så forskellige livsbaner?
Det er mest nyere brasilianske film vi får mulighed for at se, og når vi hvert år har franske filmmandage - og tyske- og italienske filmdage får vi altid mulighed for at se store film, som ikke når dansk distribution – det kunne også have været en filmsjæl for danskerne.
