Skriv en kommentar
3 Oscars for bedste mandlige hovedrolleindehaver og faktisk også 3 gange nomineringer derudover. Blandt de absolut bedste skuespillere for sin generation, der med din pondus, præcision og professionalisme kunne få både helte og skurke plus store mænd og lille mænd til at shine næsten altoverskyggende på det store lærred og så pludselig var det forbi. Selvvalgt pension, da karrieren var på sit højeste.
I den kontekst må man sige, at Daniel Day-Lewis formåede at stoppe, mens legen var god. Også selvom det sendte chokbølger ikke alene gennem Hollywood, men så sandelig også verden over, da Day-Lewis som skuespiller og privatperson var og er et ikonisk forbillede. Han har formået på forbilledlig vis at takke ja til alle de rigtige projekter og samtidig undgå ligegyldige roller i tåbelige film. Day-Lewis har således ikke altid haft noget at rive i, men alligevel altid formået at holde sit navn og brand i fuld flor. Det har betydet memorable samarbejder med eksempelvis navne som Spielberg, Scorsese, Mann og Paul Thomas Anderson. Det har optimeret værkerne til at høste hæder og priser. Det har gjort ham til… Daniel Day-Lewis!
Det er snart 10 år siden, at Day-Lewis forlod branchen, og rygterne har siden sværmet om adskillige overtalelsesforsøg på at få ham lokket retur. Ganske uden held, for vi har ikke set ham siden “The Phantom Thread” fra 2017. Men… Blod er tykkere end vand, så sønnike Ronan skulle blive manden, der fik brudt farmands hiatus. Ronans debutprojekt er hermed rammen for det glædelige gensyn. Et projekt, der nærmest lyder dansk. “Anemone” er titlen, men konteksten er hverken smuk eller velduftende.
Day-Lewis spiller Ray, der har valgt en eneboertilværelse i en skov, og i forhold til den mytiske stemning, der er skabt med dette comeback, så går der da også en del scener førend, vi ser Day-Lewis’ frontprofil. Ray opsøges i skoven af sin bror Jem, og der går tilsvarende lang tid, før vi hører Day-Lewis’ stemme. Det er nøje orkestreret og iscenesætter både Day-Lewis, men også det noget særlige og aparte forhold mellem brødrene. For at søge mod Ray har Jem for en stund forladt sin kone Nessa og sin søn Brian. Sagen er dog den, at Ray forlod Nessa, mens de to var gift og mens hun var gravid med Brian. Så ja, Ray er far til Brian, mens Jem siden giftede sig med Nessa og tog Brian til sig som sin egen søn. En svær platform at navigere ud fra, men sådan ligger landet i åbningen af “Anemone”. Og ja, lad mig bare kalde brødrenes interaktioner for… hm, absolut minimalistiske og primitive.
Den urovækkende stemning, der hele tiden ligger og ulmer som en tåge over “Anemone”, understreges blot af Bobby Krlic’ uimodståelige soundtrack af dyster underlægningsmusik. Den gode Krlic er en ganske rutineret herre i filmmusikkens verden. Han har tidligere skabt lydspor til værker som “Eddington”, “Midsommar”, “Snowpiercer”, “Beef” og “Beau Is Afraid”. En del af stemningen sættes endda alene i det faktum, at både Ray og Jem er krigsveteraner, og sønnike Brian er i hjemsendt karantæne fra hæren efter at have forulempet en kollega fysisk. Det er med andre ord ganske svært at forestille sig mere mærkværdige rammer for et brødreforhold. I sidste ende får Jem lokket Ray ud af isolationen og med hjem til Nessa i håb om, at han er den rette til at hjælpe på Brians disciplinære situation. Herfra afslører jeg ikke mere.
Brormand Jem får liv via Boromir himself. Skønt at se Sean Bean i en bærende rolle igen uden at være skurk. Det har han jo klaret i såvel James Bond-filmen “GoldenEye” og Jack Ryan-universet i “Patriot Games”. Kortvarig alfaderlig som Stark-familiens overhoved, der mistede sit hoved i “Game Of Thrones” samt roller i “Ronin”, “Troy”, “The Martian”, “Flightplan”, “National Treasure” og “Silent Hill”. Bean fungerer perfekt som lynafleder for Ray-karakteren, og er en ganske troværdig bror i moradset. Nessa, der står sådan lidt plantet med et ben i hver lejr, leveres dygtigt af Samantha Morton, som flere nok vil huske for “In America”, “Minority Report” og “The Walking Dead”.
En helt speciel spillefilmsdebut som instruktør for Ronan Day-Lewis. Et skævt setup som afsæt for lidt af et mesterligt kammerspil for brødreparret. Herligt gensyn trods urovækkende omstændigheder. Lad os håbe på mere fra Ronan… og Daniel!
