Skriv en kommentar
Et imponerende cv klæber til Ridley Scott. “Alien”, “Gladiator”, “Blade Runner”, “Thelma & Louise” er blot nogle af værkerne, og til fælles har de det, at de var og er klassikere for deres samtid og siden. Han har også stået bag “Napoleon”, “Black Hawk Down” og “The Martian” for lige at spæde til blandt fanfavoritter. Ridsen i lakken kom denne sommer i biografen, da “The Dog Stars” blev stort annonceret og sat op, men ret hurtigt ikke formåede at sælge nok billetter til et længere run i salene. Indtjeningen er cirka halvdelen af, hvad den har kostet at lave. Nu er selvsamme ude til hjemmebiografen, og min opgave er at trykteste og se, om den nu også er så uforløst, som regningen siger.
Det er ikke fordi, at den ikke burde have publikumstække. Pigernes nye heartthrob Jacob Elordi overfor Josh Brolin, Allison Janney, Margaret Qualley og Guy Pearce. En postapokalyptisk verden, hvor menneskeheden er kraftigt decimeret og ressourcerne er små. Alles kamp mod alle, så at sige. Men mon publikum helt har fået den oplevelse, som de var blevet stillet i udsigt af filmens trailer? Jeg tror det ikke. Mon mund til mund-metoden så har kostet på bundlinjen? Jeg tror det. Omdrejningspunktet er piloten Hig (Elordi), der er blandt de overlevende efter en influenzalignende epidemi. Han lever i Colorado sammen med Bangley, der er en pensioneret soldat, der nu går op i at beskytte deres tilholdssted mod andre menneskelignende grupper, der kunne have interesse i at stjæle af duoens forsyninger. Hig er dog i højere grad knyttet til sin hund Jasper.
En dag er der fremmede på grunden, og de kommer ikke med fred. Et plyndringsforsøg ender med at koste Jasper livet, og en knust Hig bruger dette triste afsæt på at flyve i sit fly til Denver, da han fra tid til anden har modtaget nogle sporadiske radioopkald, der kunne tyde på ægte menneskelig kontakt. Han lader Bangley blive på sin post, men når ikke langt, da flyet sætter ud og Hig er nødt til at nødlande. Alene i ingenmandsland støder han på Cima og Pops, der har det med fremmede, som han selv har det i Colorado. Langsomt tør medmenneskeligheden op, og partnerskaber knyttes, således at Hig kan låne udstyr til at reparere sit fly. Her møder den lille gruppe modstand udefra i en sådan grad, at de må på vingerne igen. Denne gang fra en indianerlignende gruppe. Trekløveret får radiokontakt til en mindre lufthavn i Grand Junction, der til Higs, Cimas og Pops’ store overraskelse huser et alternativt samfund af epidemiens overlevere.
Det er her, at hele “The Dog Stars” virkelig bliver en bizar størrelse. Vi får ingen naturlig forklaring på, hvordan der kan leve et rigt parallelsamfund som kontrast til alles kamp mod alle. Det er som om, at filmen knækker sig i to, og alt, hvad man har oplevet hidtil, virker ikke brugbart og ufuldstændigt. Det bliver simpelthen kukkuk, men man var nu egentlig godt underholdt indtil da. Så jeg vil være den nådige dommer og tildele Scott en positiv karakter trods alt. “The Dog Stars” bliver dog ikke en film, folk kommer til at huske ham for. Dertil har han peaket langt tidligere i karrieren.
