





Skriv en kommentar
George Michael, med fødenavnet Georgious Kyriacos Panayiotou, har rødder i Grækenland, men er født og opvokset i London. Herfra satte han et enormt præg på 3 årtiers popmusik til sin død i 2017. Med 25 millioner solgte eksemplarer af sit første soloalbum Faith fra 1988 er han stadig en af de bedst sælgende kunstnere nogensinde.
Netop dette album tog han på verdensturné med i 1988, og to koncerter blev filmet på 35 mm, oprindelig kun for at klippe en musikvideo sammen bagefter til nummeret Monkey. Heldigvis blev koncerterne filmet i deres helhed og er nu klippet sammen til The Faith Tour. Dermed har vi nu en næsten komplet koncertoplevelse i fuld længde, med en veloplagt George Michael, mange kameravinkler og et virkelig godt lydspor.
Dette er dog også på sin vis svagheden ved filmen The Faith Tour. Vi følger George Michael tæt på scenen, men kun på scenen, så det vi ser, er kun det, vi ville se, hvis vi selv havde været til koncerten. Der er ikke noget indtryk af den private George Michael, eller af forberedelser eller efterspil. Vi møder en topprofessionel George Michael, der giver sig fuldt og helt til musikken og sit publikum. Han er i fuld kontrol over sig selv og alt, hvad der sker på scenen, og spørgsmålene, der opstår, er flere end svarene.
Jo, det er da et dejligt gensyn med et 25-årigt 80’er-ikon, der først 10 år senere sprang offentligt ud (tvunget af en intim situation på et offentligt toilet) som homoseksuel og derved nok skuffede et og andet pigehjerte. Og hans stemme og musik er naturligvis helt i top, som altid, ligesom sceneshowet bare kører. Men mange af optagelserne ligner netop også en musikvideo, med nærbilleder af hans moves og imponerende konstante løb hen over scenen (uden så meget som en sveddråbe), så vi kommer ikke i nærheden af at fornemme, hvem Georgious var. Kun et par øjeblikke, hvor han står stille på scenen som for at være i ét med situationen – og så kigger på sit publikum og smiler.
Forud for selve koncertoptagelsen vises Mary McCartneys lille dokumentarfilm ‘Finding Faith’, som består af en lydoptagelse af et interview med George Michael om baggrunden for albummet samt en række stillbilleder. Det virker langt at sidde og se på næsten ens og ret ligegyldige modelbilleder, mens han selv fortæller interessante ting på lydsiden. Her fortæller han om sin kærlighed til publikum og siger, at for ham er det eneste virkelig misundelsesværdige ved at være popstjerne ’den uforklarlige overførsel af energi fra én person til hundredtusinder’.
Måske er den erfaring, der blliver tilbage, at man nok skulle have været der selv. George Michael var hengiven over for sit publikum, de fik alt, hvad de betalte for. Men kun det.
Til slut, efter et par ekstranumre, som får det euforiske publikum endnu mere i ekstase, bukker han ærbødigt, og det store jerngitter svinger igen langsomt ned og lukker ham symbolsk nok inde i sit bur igen.

