Skriv en kommentar
Wildwood foregår i Portland, Oregon, USA, hvor vi møder den 13-årige principfaste pige, Prue McKeel (Peyton Elizabeth Lee), hvis tilværelse vendes op og ned en dag, da hendes lillebror, Mac, bliver tilfangetaget af en horde krager dybt inde fra Oregons skove.
Det skal senere vise sig, at kragerne stammer fra et for mennesker fjernt land ved navn “The Impassable Wilderness”. Prue går sammen med vennen Curtis (Jacob Tremblay), og de begiver sig ud på den farefulde, fortryllende og for dem endnu ukendte og mystiske vildmark. Undervejs splittes de og møder forunderlige væsener, mytiske riger og magtfulde skikkelser, som næppe vil dem det bedste. Men med en fastbesluttet mission om for alt i verden at redde Prues lillebror.
Instruktøren Travis Knight (kendt for bl.a. “Kubo og de to strenge” og “Bumblebee”) står bag denne mesterlige familiefilm, som må siges at være ét af tidens mest ambitiøse filmprojekter til dato. Processen strakte sig over 16 år begyndende i 2010, hvor filmrettighederne til bogen “Wildwood” af Colin Meloy skulle anskaffes.
Derefter skulle et kæmpemæssigt hold af dygtige, kreative sjæle samles for både at bygge massive kulisser og et sammensurium af dukkemageri i form af forskellige sæt tøj, ansigtsudtryk og endda mekanikken mikro-jetpacks, som får dukkerne til at virke livagtige med små oppustelige teknikker, som giver publikum indtrykket af, at figurerne trækker vejret og er levende og af kød og blod. Endvidere er det den hidtil længste stop motion-animationsfilm til dato, og det må siges at være en stor bedrift for Knight og co. og ikke mindst for filmhistorien.
Særligt i disse tider, hvor A. I. kan “prompte” animationsfilm, er det forfriskende at se en håndlavet animeret film, som der har taget tid at lave, og som ikke bare har krævet “nemme” og overfladiske tricks fra en kunstig filmmager.
Castet består af kendte navne som Jacob Tremblay, Awkwafina, Jake Johnson, Carey Mulligan, Angela Bassett, Richard E. Grant m fl., og mindre kendte navne som Peyton Elizabeth Lee formår at give alle karaktererne dybde og sårbarhed, hvilket bidrager til dukkernes troværdighed og autencitet, når de bevæger sig.
Især Tremblay og Lee har en eminent energi og kemi sammen som de to hovedpersoner, og man føler meget for dem og håber, at det hele lykkes for dem.
Desuden har filmen en interessant balance mellem en dyster voksentone, samtidig med at den har en særdeles begavet og folkelig humoristisk stemning, som ikke taler ned til seerne tværtimod tales de op. Dog er der undervejs en følelse af, at filmens manuskriptforfattere har været i tvivl om, hvilken tone som passede bedst til historien, for til tider kommer man i tvivl om, hvilken tone filmen vil have. Heldigvis er det ikke et stort problem, og humoren kompenserer for eventuelle tone-vanskeligheder.
Desværre har skurken til trods for en forståelig begrundelse, enkelte uklare motiver for at begå de handlinger, som vedkommende begår undervejs. Derimod er flere af filmens figurer forståelige og relaterbare for os som publikummer.
Fortællingens centrale tema om at opgive ens inderste og største ønsker formidles på smukkeste vis både gennem de stærke skuespilpræstationer og deres indlevelse, men i lige så høj grad gennem filmens visuelle side, som hele tiden overrasker og imponerer. Billedsiden siger mere end 1000 ord.
Følelsesmæssigt er det stærkt og bevægende, og uanset hvilken livssituation man måtte stå i, mærkes det på en nærværende måde. Samtidig erstattes scenernes sorger med masser af glæder fra diverse dynamiske figurer, som brillerer med deres charmerende humor.
Måske kunne det gavne filmen at forklare lidt om, hvordan universets magi foregår, for det forekommer en anelse uklart. Her kunne man med rette have brugt mere tid på at udforske disse elementer.
Dog giver flere af scenerne i filmen en fornemmelse af, at den her slags film bedst kan og skal opleves i en fyldt biografsal med god lyd og et stort lærred. Specielt i filmens klimatiske scener, hvor flyvende væsener tager fart og store slag mellem folk udkæmpes. Det er virkelig et episk narrativ, som konkurrerer med Peter Jacksons Ringenes Herre-trilogi.
Der er utvivlsomt enkelte voldelige scener, som sandsynligvis vil afskrække de yngste seere fra at se filmen til ende, og det bør man som småbørnsforældre være opmærksom på, inden man ser den. Men selv på trods af filmens mere alvorlige scener og historiske elementer er den tryllebindende hele vejen igennem, og det føles hverken langtrukkent eller kortvarigt, for filmens tempo er både naturligt og spændingsfyldt.
"Wildwood" kan varmt anbefales, så skynd jer at se den i landets biografer, mens den stadig kører. Filmen havde premiere torsdag d. 29. oktober.
