Skriv en kommentar
Tidligere på ugen vandt Kasper Kalles “No Rest For The Wicked” hovedprisen for bedste film på Lübeck Filmtage. Dermed følger filmen trop på den massive prisfest, det har været for danske film i det år, vi snart kan parkere. Denne gang er der dog tale om et noget mere prekært værk, end Hr. og Fru Danmark lige er vant til. Lad mig i det følgende udbrede hvorfor.
Først af alt må jeg hellere lige fastslå, at der ingen sammenhæng er mellem filmen og computerspillet af samme navn. Her er vi i så ydmyge rammer som på det idylliske Færøerne anno 1862. Her er der i filmens første halve time i hvert fald ikke meget at udfordre hungrende spilnørder med. Vi møder fiskeren Baldur, der lever under simple kår i et lille samfund, hvor alle kender alle og alle har en funktion. En dag på fisketur hører Baldur dog et nødråb. Stemmen er dansk og tilhører hvalfangeren Helge, der rejser rundt i sin båd og udfører omskifteligt arbejde her og der. Nødråbet kommer som resultat af, at Helge har mistet sin åre. Baldur kommer ham til undsætning, men ender med selv at komme til skade, så Helge må redde Baldur. Helge får Baldur tilbage i landsbyen og tilbydes at blive i en periode.
Helge er stærk og kan virkelig tage fat, når det daglige slid skal udføres. Han er en helt anderledes type, end det lille færøske samfund består af. Baldur fascineres gradvist af Helge, og gensidige følelser opstår. Som du nok kan regne ud, så bliver Helge lidt længere… Og se, så er det her, at der går en slags to-film-i-én i den. Dog uden helt af blive “From Dusk Till Dawn”, så mister Helge desværre livet, mens han opholder sig hos Baldur. Selvom han bliver begravet, så er det ikke det sidste, vi får at se til Helge. Vampyr-horror-elementer indfinder sig, og det færøske samfund får pludselig andet at se til end at opfatte fiskestimer. En så stærk kærlighed, som mellem Baldur og Helge dør ikke så let.
“No Rest For The Wicked” er en spøjs størrelse. Indikatoren Rotten Tomatoes kalder op 97% positive anmeldelser. Den retning går jeg ikke i. Jeg nyder landskabsbillederne, poesien og for så vidt kærlighedshistorien mellem to mennesker, men det her supernaturale greb gør ikke noget godt for mig. Horrorfans skal holde sig væk, for de vil blive skuffede. Horrordelen er nemlig i min optik ganske meget i vejen, for den egentlige tematik. Jeg plejer at hylde, når filmfolk bliver visionære og giver os noget andet, end det vi har bedt om. Her er der dog nogen, der har puttet babymos i mine tarteletter. Pilou Asbæk og Egor Venned gør, hvad de kan, men selvom “No Rest For The Wicked” også har sit løse ophav i Karl Heinrich Ulrichs’ novelle “Manor”, så er resultatet i sidste ende forglemmeligt.
