Skriv en kommentar
Hvis jeg nu siger Nirvana, så tænker du nok Kurt Cobain, Nevermind-albumcover, selvmord/mord, MTV-nybrud, grunge, Courtney Love, Smells Like Teen Spirit eller noget helt andet. Jeg tænker ikke, at du er helt blank på en eller anden form for association. Hvis vi nu smider et n mere ind i ligningen og spørger dig til Nirvanna, hva’ så?
Med mindre du er canadier, så er du nok lettere mundlam, for Nirvanna er noget helt andet, selvom det til syvende og sidst er et slags band. Matt Johnson og Jay McCarrol udgør i hvert fald Nirvanna The Band, hvor Matt resonerer noget spoken word-performance, mens Jay spiller noget improviseret klaver til. Under dette dække har de henrykket adskillige mennesker først som den netbaserede serie “Nirvanna The Band The Show” i 00’erne. I 2017 blev serien så koncerteret til en succesfuld sitcom med 2 sæsoner. Nu er det så tid til at kaste øjnene på filmen med den mundrette titel “Nirvanna The Band The Show The Movie”.
Stilen for Matt og Jays Nirvanna-projekt er en skør blanding af forskellige komiske genrer, hvor noget er skrevet, noget er improviseret og noget foregår som skjult kamera for uvidende forbipasserende. Matt og Jay er afarter af sig selv, som vi kender det fra Casper og Frank i Klovn. Den komiske stil leder tankerne i retning af Sacha Baron Cohens figurer, der også slippes løs blandt menigmand og lader vanviddet udfolde sig mere eller mindre spontant. Sjovt nok gør det ikke noget, hvis du intet kendskab har til duo’en på forhånd. “NTBTSTM” åbner med lethed dørene til nye potentielle fans lidt som “Scoreturen” i sin tid fik folk til at søge baglæns mod “The Inbetweeners”. Særligt Matt har storhedsvanvid omkring bandet, der siden 2008 har drømt om at spille på The Rivoli. Tiden siden er gået med at udvikle idéer til promotion, reklamer og publikumshysteri mere end rent faktisk at lande en underskrevet aftale med spillestedet. Nu skal det være og Matt er af den overbevisning, at intet mindre end et faldskærmsudspring fra CN Tower kan vække folks opmærksomhed. Det minder mig helt ærlig om dengang Team Easy On tog en cykeltaxa om natten og kørte i ensom majestæt over Tour De France-målstregen som de første. Ingen andre end holdet selv opdagede sejren. Sådan er det også lidt med Nirvanna. Ingen andre end dem selv kan få øje på, at de er et trækplaster…
Så kører det. Jagten på musikalsk verdensherredømme, og som første stop ryger vi ombord med skjult kamera i et byggemarked, hvor en sagesløs medarbejder bliver stillet en masse spørgsmål omkring faldskærme, sikkerhedswirere og kabelskæring. Alt sammen noget, der er forbudt og livsfarligt, men hvad gør man ikke som ekspedient, når man overrumples af et par indbildske tosser… Det er bare starten på duoens galskab, der ender ud i en ren og skær Back To The Future. Mens Jay i det skjulte forsøger at gå solo, så er Matt i gang med at bygge en tidsmaskine ud af deres autocamper under påskud af, at han over for The Rivoli kan berette, at han er tidsrejsende fra fremtiden og har brug for at spille på The Rivoli for at rette op på de ting, han kom til at blande sig i sidst. En helt urimelig dum plan, der ikke bliver dummere af, at Matts opfindelse rent faktisk virker. Nirvanna The Band ender med at strande i år 2008. Gæt selv, om de møder 2008-udgaven af sig selv...
Filmen er en tour de force ud i humorens mange lag, og makkerparret beviser, at de ikke er nybegyndere. Johnson og McCarrol er så afgjort født med funny bones. Alt for få mennesker opdagede den danske bioperiode i forsommeren, men nu er chancen her så for at hoppe ombord igen. Du vil ikke fortryde det.
