Skriv en kommentar
Filmens åbningsscene i mørke, dystre, brune efterårsfarver og regnvejr, ser vi Marianne (spillet med en barnlig lidenskab af Esmé Creed-Miles), den anden ældste søster i Dashwood familien, komme postbuddet løbende i møde, da hun, moderen og hendes to søstre længe har ventet på testamentet fra deres afdøde fader. Det er den beherskede storesøster Elinor (spillet med ophøjet ro af Daisy Edgar-Jones), som læser testamentet op. De havde håbet på 3.000-5.000 pund om året, men det er et chokerende beløb på kun 500 pund, hvortil moderen/enken Mrs. Dashwood (spillet af Caitriona Balfe) svarer, at “the numbers are all alike”, som viser, at hun er en 20-årige ældre udgave af datteren Marianne. Begge kan virke skødesløse og befinder sig i følelsernes vold og fremstår som lidenskabelige væsner modsat den beherskede fornuftige Elinor, som agerer familiens overhoved i forhold til at styre husholdningen, økonomien og træffe de nødvendige beslutninger.
Filmens begyndelse lægger sig tæt op ad forlægget, romanen, at det er den ældste søn fra faderens tidligere ægteskab, som arver det store smukke gods i Nordland Park, Sussex (sydøstlige England, langs den Engelske Kanal). Det er en drastisk forandring for Dash-wood søstrene og moderen/enkenfruen fra at bo på gods med tjenestefolk til Barton Cottage, hytte I Devonshire langt fra vante omgivelser uden tjenestefolk, hvor de selv skal vaske tøj, lave mad, vogte får. Her i 2026-filmatiseringen bliver kontrasten skildrede mere troværdigt og i Jane Austens ånd, hvad et hårdt liv er ude i den rå, vilde natur sammenlignet med Emma Thompsons mesterlig filmatisering fra 1995.
Filmens fokus er på de to søstre Elinor og Marianne, hvor både tæt og afhængige de er af hinanden og hvor langt de er fra hinanden i deres opfattelser af kærlighed, begær og lidenskab. Fællesnævneren for dem er, om de kan tillade sig at gifte sig af kærlighed eller om de bliver nødt til at gifte til en bedre stand, da de intet har at tilbyde, fordi de netop er kvinder. Her kommer begge ud i en masse følelsesmæssige forviklinger. Elinor som taber sit hjerte til Mr. Edward, som viser sig at være forlovet og Marianne, som gennemgår kærlighedens prøvelser på den hårde måde, inden hun indser, hvad den sande kærlighed er.
Uanset hvor mange kunstneriske friheder en filminstruktør tager sig, så formår Jane Austen skarpe samfundssatiriske prosa at hæve sig over tid og sted med en eminent og gennemtrængende forståelse af menneskets natur og nuancerede følelsesregister, lidenskab, begær. I nærværende filmatisering udebliver sanseligheden, det ‘ægte’ begær, lidenskab og kærlighedens smerte og knuste hjerter vises ikke med oprigtighed. Scenen hvor Elinor og Edward endelig får talt ud, mangler vildskab og en løssluppenhed af smerten, som de begge har båret rundt på og deres måde at udtrykke kærlige følelser for hinanden fremstår nærmest stoisk, ‘koldt’ og fraværende.
Allerede i filmens første del, træder persongalleriet i baggrunden og bliver utydelige, da al fokus er på de to søstre. Den ‘hjertevarme’, livlighed og hvordan det levede liv så ud i 1800-tallet for landadlen som 1995-filmatiseringen mestrer til fulde, rammer 2026-fortolkningen slet ikke. Nærværende filmatisering anstrenger sig for meget og forsøger at læne sig op ad markante kunstneriske valg, som forekommer mere tekniske/kunstige og mister i al sin iver efter at adskille sig fra 1995-fortolkningen netop essencen: Kærligheden og lidenskaben.
Den eneste som bringer liv ind i 2026-filmatiseringen er Fiona Shaw som Mrs. Jennings, der leverer en fremragende præstation som Kirsten giftekniv og med en ‘ægte’ Janes Austens ånd.
