Skriv en kommentar
Glem alt om “Kærlighed Hvor Kragerne Vender”. Her er der ganske vist en fjerklædt en af slagsen, men i modsætning til ovenstående, så er der her tale om sorgbearbejdelse fremfor jagten på The Big L. Benedict Cumberbatch’ rolle som far og brødrene Richard og Henry Boxall som dennes sønner bruges som et tungt kammerspil. Ingen af dem har navn andet end far og drenge, og meget praktisk har de hvert sit kapitel. Desværre for idyllen har vi også et afsluttende kapitel, der hedder “Dæmonen”. Yes, det bliver både dystert, trist og syret.
Far og drengene har mistet deres samlingspunkt. Mor er død, hvilket efterlader de tre hankønsvæsner i en dyb sorg, som særligt far skal lære at håndtere og være i. Han gør alt sit bedste for at lade drengenes tilværelse være så normal og let genkendelig som muligt, men den disciplin kommer til at skygge for den helt naturlige sorg, der forekommer at være uudtalt i filmens begyndelse. Far prøver at være central koordinator i den nye situation, hvilket man dog kun mestrer til en vis grad. For når drengenes gymnastiktøj har puttet sig eller når drengene støjer lige rigeligt i køkkenet, så kan far ikke længere holde på formerne.
Lettere bliver det ikke, da der i hjemmet dukker en sær skikkelse op. Et mørkt væsen fyldt med fjer. Et væsen, der lever og ånder af fars mismod og fortvivlelse. Med tiden er det ikke længere kun i hjemmet, at fuglevæsnet hjemsøger far. Det dukker også op i supermarkedet og forhindrer far i at have overblikket over, hvad der skal handles. Drengene fornemmer også lidt efter lidt, at der er flyttet en kragelignende skabning ind i huset. Tilmed begynder den at henvende sig til det efterladte trekløver, der synes at måtte leve med en ny beboer i huset. Far mister magt og kontrol i dens nærvær og gør ham handlingslammet. Hvad vil “tingen med fjer”? Slipper de nogensinde af med den? Og er den overhovedet ægte?
Halvanden times dyb mørke venter seeren af dette fine og meget sigende drama. Cumberbatch gør sit ypperste i rollen som far, mens Eric Lampaert leverer krop og David Thewlis stemme til kragefiguren. De to Boxall-boys fungerer dertil fint som kile her imellem. “The Thing With Feathers” balancerer i det hele taget godkendt som et stykke sorgpoesi med snitflader af gys. Krageskabningen er uhyggelig og indlogerer sig i voldsom grad mentalt som et sidestykke til det fysiske. Er den tankespind, en nødvendig barriere eller en dæmon? Spændingen trækkes lige til sidste slutfløjt.
“The Thing With Feathers” fik lidt biografspilletid i lidt mindre art-biografer herhjemme, og nu er den så altså køreklar til din egen hjemmebiograf. Stærkt, at Dylan Southern har fået romanen bag kogt ned på halvanden time, for selvom der er noget på spil, så er det også en miljøsmal sag med ganske få skuespillere. Hvis du er til det alternative og er træt af skabelonfilm, så er der en god chance for, at du bliver gode venner med den fjerklædte her.
