Skriv en kommentar
Nu skal det blive skønt med lidt weekendafslapning i et landligt hus ved søen Bone Lake. Sådan er udgangspunktet for parret Sage og Diego, der har lejet stedet for at koble lidt fra. Jo, og så har Diego jo også planlagt at fri til Sage i løbet af weekenden i de idylliske omgivelser. What’s not to like?
Det skulle da lige være, at bedst som weekenden skal tage sin begyndelse, så dukker Will og Cin op. Et par, der på samme vilkår har booket stedet weekenden over. En dobbeltbooking er naturligvis ikke en del af parrenes planer, men da huset ved Bone Lake er særdeles rummeligt, så aftaler parrene, at der burde være plads til dem alle, så ingen skal tage hjem med uforrettet sag.
Selvom de to par er ganske fremmede for hinanden, så gør det pudsige afsæt med dobbeltbookingen, at de jo har noget til fælles. De kommer til at synes ganske godt om hinanden i takt med, at de bor under samme tag hen over weekenden. Dog dukker der små tegn op på, at selve området Bone Lake har været brugt til lyssky kriminelle handlinger, og snart går det op for de fire beboere, at dobbeltbookingen måske slet ikke er en fejl. Nogen har med vilje sørget for, at de to par landede samme sted i samme weekend.
Mercedes Bryce Morgans krimigyser fik ikke lang spilletid i de danske biografer og antallet af biografer var kun ganske få. I et filmår, hvor gysergenren ellers er ganske dominerende (Primate, Whistle, Obsession, Passenger, Backrooms m.fl.), så er “Bone Lake” gledet noget i baggrunden. Det er egentlig en skam, for den har noget potentiale ud i psykisk terror, hvor løgne, mistillid, brud på dynamikker, kontroltab og mange andre facetter nærmest ætser sig ind i de få aktører, der bliver at finde i uhyrlighederne.
Selv sidder man på den sikre side af skærmen og konsumerer en række paniske anfald fra de fire beboere, hvor puslespillet langsomt lægges, nettet strammes og en syg kynisme lader til at vinde. “Bone Lake” er fritaget for kendte skuespillere, hvilket er en kæmpe fordel. Dem, vi støder på, gør det også så glimrende, uanset om det så er i roller, som vi holder med, eller om det er roller, vi anser som skurkagtige.
Her er ingen monstre, spøgelser eller anden form for paranormal aktivitet. Her er mennesket forskruede psyke det værste våben, og selvom det hverken er første eller sidste gang, at vi har set stakler isoleret langt væk fra civilisationen, så er der godkendt substans (hvilket man ikke kan tage for givet i denne genre) til at drive din øverste etage til vanvid. “Bone Lake” trækker heller ikke tingene i langdrag, men er meget præcis i sin timing, sit flow og sin fremdrift, så ingen scene er overflødig. Jeg kalder, at den bør være med på listen over væsentlige bidragydere til et gysets 2026.
