Skriv en kommentar
Den 15. august 1980 havde jeg købt billet til koncert med Bill Evans Trio i Jazzhus Montmartre, Nørregade i København. Der var ikke helt fyldt op – og lidt efter kl. 20.00 – tror det var chefen selv, Kay Sørensen, som fortalte, at der gik et stykke tid inden musikken gik i gang – ”han ligger deroppe og er syg”, sagde han og pegede op i loftet – men efter en time mere kom han tilbage ”der bliver ingen koncert. I kan få jeres penge tilbage” – og der skete det, at Bill Evans to musikere Joe La Barbara på trommer og Marc Johnson på bas spillede en fantastisk koncert med danske Jørgen Emborg på klaver og Bob Rockwell på saxofoner. Vi håbede alle, at også Bill Evans nød det. Han døde 15. september 1980, 51 år gammel.
Hvad sker der i kroppen på én, når man har givet en fantastisk koncert i det legendariske musiksted i New York, og hans bassist Scott LaFaro (1936-1961) dør i en frygtelig bilulykke få dage efter – det er det filmen vil skildre – vi er med i koncertens intime stemning holdt i sort/hvid og møder Bill Evans spillet troskyldigt af den norske skuespiller og musiker Anders Danielsen Lie (f. 1979). Han bor i et lidt primitivt hjem med køleskab på gulvet og hans bas ses ikke i rummet, og få minder på væggene. Det er broderen Harry og hans kone Pat, der finder ham nedslået i lejligheden, og de gør forsøg på at få ham på benene, imens heroinen er hans redning – til tider er han helt væk og uden vals, men han formår her at skabe en kontakt og knytter bånd til hans lille niece, Debbie – som han så alligevel tilskriver en vals.
Det er en meget intim indledning i Village Vanguard på Manhattan, hvor Anders Danielsen Lie rammer den poetiske, melankolske ånd nærmest i slægt med Bill Evans` mest populære ”Waltz for Debbie,” og hans trio skaber en helt ny lidt vemodig jazzstil i beboppen. At lukke op ved at ændre.
Vi følger den verdensberømte pianist måneder efter og hans store indtagelse af hårde stoffer også sammen med en forelsket stille kvinde, og viser det sig uforglemmelig Ellaine, som også er en skrøbelig misbruger (spillet sensuelt af nordirske Valene Kane f. 1987) – da vi i farver i 1973 ser et lidt klodset selvmord, da hun styrter sig ud foran et undergrundstog i New York – efter Bill Evans havde udtalt Jeg vil gerne have et barn. En af de mest rørende scener i filmen er, da Bill Evans bor hos sine forældre og han tror, de er gået i seng, sætter sig til klaveret og med spirende klaverspil nærmest gør forældre mere håbefuld med en tåre på kinden.
Han flytter hjem til farbroren, som er højrøstet og golfbaneejer i Florida, går rundt på hans golfbane med sitrende fingre og ser ned i græsset, ned i skrænten, som han selv er på vej nedad og er der kun for at komme væk. Filmen springer frem og tilbage også med ligegyldige korte scener i farver i 1979, hvor en langskægget Bill Evans med langt hår stadig er på heroin. Filmen har sin styrke i de sort/hvide og mere langsomme sekvenser i hans livsforløb – altid i musikkens verden, også når han ikke spiller – og filmens styrke er også i de lange livsforløb, hvor der intet siges – kun hans stille spadsereture – som at være i et mørkekammer og se og mærke hans drifter. Bill Evans skabte en af jazzens største værker med Miles Davis i 1959, A Kind of Blue. Miles Davis har meget rammende sagt om musikeren Bill Evans:
Bill had this quiet fire that I loved on piano. The way he approached it, the sound he got was like crystal notes or sparkling water cascading down from some clear waterfall.
