Skriv en kommentar
Mens han sidder og kæmper med at få afsluttet sin romantrilogi, fanger forfatter Ohm Bauman skikkelsen af sin mors spøgelse. Det får Ohm til at rejse til det landlige hotel ved navn Bilberry Woods. Det var nemlig her, at Ohms forældre var på bryllupsophold, så Ohm mener, at det er et passende sted at sprede sine afdøde forældres aske. Ohms tid på hotellet bliver dog knap så idyllisk, for ikke alene skal storbysnuden fra Washington lande i det irske bøhland og deres primitive og langsomme tilgang til tingene, men Ohm erfarer også hurtigt, at selve bryllupssuiten på hotellet er aflåst og har været det længe. En af hotellets ansatte fortæller ham, at man for en hel del år siden lod en heks indespærre i netop det værelse, og at det nu spøger der.
Ohm bliver på sin vis optaget af de mystiske omstændigheder på hotellet, men det er tydeligt, at han føler sig noget distanceret fra bondsk indbildskhed. Det kan jo i princippet undre, når han nu selv fik øje på sin mors spøgelse tilbage i Staterne. Ikke desto mindre mestrer Adam Scott at spille et bedrevidende røvhul til en start. Han nedgør alt og alle omkring sig og regner med at blive opvartet, nærmest inden han selv opfanger sine behov. “Hokum” kalder han øvrighedens sære beretninger om, hvad de har oplevet på stedet. Det kan vel bedst oversættes til “sludder”. Det skulle han nok ikke have gjort, for snart efter ender han nemlig selv med at være hovedperson og direkte udløser af noget uforklarligt.
En af hotellets ansatte, Fiona, er måske nok den eneste, som Ohm føler sig ligeværdig med. En aften finder hun Ohm hængende med en strik om halsen på hans værelse. Hun redder ham i sidste øjeblik, men bliver selv ramt af chok over hændelsen. Ohm vågner op på et hospital, kommer med tiden til kræfter og forekommer derefter at være klar til at vende snuden hjemad. Han vil dog gerne både undskylde til og takke Fiona, men en øvrig ansat fortæller, at Fiona er forsvundet.
Adams planer om at vende hjem drejer 180 grader, og som en anden detektiv går han i fodsporene på alle uforklarlighederne. Den med afstand allermest mistænkte omkring Fionas forsvinden er en eneboer ude i skoven. Han var den sidste, som Fiona talte med. Ohm går ham i bedene, og han vækker da også opmærksomhed, da han er i besiddelse af Fionas bog om irsk overtro. Tilmed har eneboeren også et sæt nøgler til hotellet. Eneboeren virker oprigtig i sin forsvarstale overfor Ohm og overtaler den brovtende forfatter til at følge med ham tilbage på hotellet efter mørkets frembrud og bruge nøglen til at skaffe sig adgang til den aflåste bryllupssuite. Noget spøger rigtig nok i og omkring hotellet…
Hvad pokker, der foregår, skal naturligvis ikke spoiles her, men der er masser af skøn mystik, dunkle hemmeligheder, noget okkult, ritualer, folklore, symboler, gamle bøger om overtro, en hengemt kælder og sådan kunne man blive ved. Alle gode ingredienser er samlet. Det eneste benspænd er måske nok de sære lokale. Er de ikke lige goofy nok til at tage toppen af uhyggen? Jeg synes det, og det giver altså nogle komedie-vibes mere end at bidrage til de skræmmende omstændigheder. Det er godt nok en skam! “Hokum” kunne nemlig have blandet sig i det øverste skylag blandt gyser-titler fra indeværende år, som genremæssigt har været temmelig stærkt med titler som blandt andet “Passenger” og “Backrooms”.
Adam Scott får lov til at shine totalt i “Hokum”, men den lettere slapstick, der opstår blandt “bønderne”, hjælper ham utvetydigt. Filmen er spændende, har sine jumpscares og sit lag af noget uforklarligt, der skaber en urolig stemning for seeren, men den mangler så også lige det sidste i at kunne slippe med flueben i hvert horror-kriterie. Absolut værd at se, men i 2026 er det faktisk muligt at blive skræmt endnu mere via andre kilder.
