Skriv en kommentar
Man skal være meget glad for nonnekostumer, for i “Mother” optræder Noomi Rapace ikke i meget andet. Det skyldes, at Teona Strugar Mitevska ikke skæver til mere end syv dage i en af religionshistoriens største skikkelsers liv. Anjezë Gonxhe Bojaxhiu ringer næppe nogen klokke, men mon ikke Mother Teresa gør?
De syv dage er selvsagt nøje udvalgt, for det er præcis i disse dage, at den nordmakedonske/albanske katolske nonne får tilladelse til at stable sin egen religiøse orden på benene. Vi præsenteres for den fromme og godhjertede nonne, der forsøger at holde sine medsøstre i troen og regelsættet, men samtidig bærer på en drøm om at gøre en forskel på sin egen måde. Hvad den nu afdøde nonne ikke fik af priser og udmærkelser for sit virke, er ikke småting. En helgenstatus for ti år siden er vel det ypperste, man kan opnå i den sammenhæng og topper velsagtens selv fredspriserne.
Mitevska styrer “Mother” sikkert i havn og giver et formodet retvisende billede af tiden, drømmene og kirkens hierarki. Filmen her er såmænd også baseret på instruktørens similære miniserie “Teresa And I” fra 2015. Noomi Rapace leverer en fuldgod præstation, som var hun kaldet til det. Hun fremstår med naturlig autoritet i sin posering, sin gang og i sine statements. Ikke mindst over for søster Agnieszka (Sylvia Hoeks - Blade Runner: 2049, The Girl In The Spider’s Web), der har brug for mere end almindelig support for at kunne bestride nonnehvervet.
Kigger vi rent og skært på underholdningsværdien, dragende elementer eller portrættet af Mother Teresa, så er sagen en noget anden. Man skal være mere end almindeligt optaget af religionshistorien og tiden omkring Mother Teresas løsrivelse fra sin orden. Så meget sker der i det store hele ikke i de syv dage. Det er lidt prekært, at vi skal lære kvinden at kende gennem en række dage med “ventetid”, og måske endnu mere bizart at klokkeklang og orgelspil krydres med det finske monsterband Lordis Eurvision-vinder “Hard Rock Hallelujah”. Ikke at den ikke kan lave en fest, men den dukker op på et tidspunkt i filmen, hvor vanviddet slippes løs med dans og syner.
Mitevska har i allerhøjreste grad lavet en film til sig selv, og man inviteres ikke endeligt ind i denne verden. Hvordan nonnen blev den store skikkelse eller bare i det hele taget blev en del af den katolske kirke, ja, det tager Mitevska for givet, at du har styr på. Jovist har hun hevet en skelsættende begivenhed ind som det centrale grundlag, men det er i stilstanden op til, at vi skal lære hovedpersonen at kende. Det er desværre ikke synderligt oprivende. Som sagt, ganske fine skuespilspræstationer i en verden, vi ikke rigtig har adgang til almindeligvis. Behovet har dog ikke vokset efter “Mother”.
