Skriv en kommentar
Instruktør André Øvredal er langt fra ukendt inden for gysergenren. Han står blandt andet bag ”Trollhunter”, ”The Autopsy of Jane Doe”, ”Scary Stories to Tell in the Dark” og ”The Last Voyage of the Demeter”. Denne gang tager han gyset med ud på landevejen, hvor en ellers idyllisk roadtrip hurtigt udvikler sig til et mareridt.
Parret Tyler (Jacob Scipio) og Maddie (Lou Llobell) har opsagt deres lejlighed og købt en camper for at udleve drømmen om livet på landevejen. Tyler elsker allerede friheden, mens Maddie begynder at tvivle på, om vanlivet egentlig er noget for hende. Da de en nat stopper ved en voldsom trafikulykke på en øde landevej, opdager de snart, at de ikke er kørt derfra alene. En dæmonisk skikkelse kendt som The Passenger har hægtet sig på deres rejse, og pludselig udvikler deres roadtrip sig til et mareridt, de ikke bare kan køre fra.
Filmen spilder ellers ikke tiden på at etablere sin overnaturlige trussel. Allerede inden for de første minutter går det galt for de første ofre, og der bliver hurtigt slået fast, at noget følger efter dem. Grundidéen har potentiale, og filmen opstiller samtidig nogle nogenlunde konsekvente regler for den overnaturlige trussel, som giver en vis logik til historien.
Problemet er bare, at ”Passenger” herefter begynder at tage sig utrolig god tid. Selvom filmen ikke er specielt lang, føles den langt længere, fordi flere af de skræmmende sekvenser bliver trukket unødvendigt ud. Når man først har gennemskuet, hvad der er på vej, kan der føles som en evighed, før filmen endelig leverer det forventede chok.
Det er en skam, for der er faktisk enkelte effektive jumpscares undervejs. Men når næsten hver skræmmende sekvens bygges op på samme måde, bliver man hurtigt mere bevidst om konstruktionen end om selve uhyggen. I stedet for at sidde på kanten af sædet ender man med at tænke: Okay, nu venter vi bare på, at noget hopper frem.
Samtidig forsøger filmen at give sine hovedpersoner mere dybde gennem deres meget forskellige syn på livet. Han længes efter frihed efter at have tilbragt hele sit liv i det samme familiehjem, mens hun ønsker stabilitet og tryghed efter en barndom, hvor hun er blevet flyttet mellem forskellige fosterhjem. Kontrasten mellem dem giver sådan set mening, men relationsdramaet ender med at fylde mere, end historien kan bære, og bidrager mest af alt til filmens allerede langsomme tempo.
Det hele bliver ikke hjulpet af, at gyserdelen læner sig tungt op ad velkendte genreklichéer. Jumpscares kan være effektive i øjeblikket, men de kan ikke alene bære en hel film, og historien er simpelthen ikke stærk nok til at gøre de velkendte virkemidler interessante igen. Heller ikke slutningen formår for alvor at løfte fortællingen, og løsningen på den ellers så vedholdende trussel føles næsten for nem i forhold til alt det, filmen har bygget op til.
”Passenger” er derfor langt fra håbløs. Der ligger faktisk en bedre gyser begravet i grundidéen, og filmen har sine øjeblikke. Men et ujævnt og alt for langsomt tempo kombineret med en historie, der aldrig rigtig kommer ud over genrens mest velkendte tricks, gør det svært at blive revet med.
