Skriv en kommentar
Der er ingen, der som Almodóvar er i stand til at sætte en film i farver – når vi ser en nedtrykt Elsa på Lanzarote siddende i en grøn slåbrok i den ene side og grønne palmer højt svævende i den anden side – for dernæst at se Elsa køre på den smalle vej iført en rød kjole med løse ærmer i en rød bil – og senere ved det blå hav med en blå kjole på den sandede strand– og måske tilfældigt står hun og taler med manuskriptforfatter Raúl (spillet yderst modigt af Leonardo Sbaraglia, f. 1970) i den gule skjorte og hun med rød bluse som det spanske flag, og så kører hun bil om natten med solbriller – en mester i at gøre det almene tankevækkende. Og det fortsætter også med Elsas tårer, da hun hører den mexicanske folkesang ”La Llorona” fra 1941 – en tåresang, som Elsa græder til hver gang, hun hører den – en sang om en legende til den grædende kvinde, hvor hun synger om: de enkle ting, der stadig gør ondt i hjertet.
Der er mange almene tanker sat på spil i filmen, hvor sorg og kreativitet rammer sammen – da Elsa har båret en stor sorg og længsel, da moderen dør juledagene i 2004 – hvor travlheden med arbejde og glinsende indkøb fylder for meget – og Elsas kæreste, Bonifacio, scorer kassen ved dobbeltarbejde dels som brandmand men også den mest sensuelle stripper, som lyster alle kongelige smarte kvinders drømme om begær, og Patrick Criado (f. 1995) er en gave til det arbejde. Han er ikke så god til at hjælpe Elsa som samtalepartner og men til suset.
Elsa vælger at flyve til Lanzarote sammen med veninder Patricia (Victoria Luengo f. 1990) og Natalia (Milena Smit f. 1996), sygemeldt på sygehuset med migræne og med tanken om, den er arvelig – og de bærer alle på indre konflikter med tab og smerter – den store tvivl, som de, aften efter aften kan bekræfte hinanden i – og derved ikke får løst op – og det er en historie om Elsas glemte smerte, som manuskript- og filminstruktør vil høre og vil bruge til en fiktionsfilm. Og Elsa har også fortalt – at hun også har lavet to kultfilm – og da én spørger – hvad er en kultfilm siger kun meget morsomt: En kultfilm er en film ingen vil se.
Der er måske lidt for meget ”hvor længe varer sorgen!” og filmen – men det er længe siden jeg er blevet så fanget af en film af Almodóvar – han får Elsa (spillet eventyrligt af Bárbara Lennie (f. 1984) til at yde sjælen retfærdighed – og nærmest gøre fiktion til dokumentar.
Man ser tydeligt den danske filmplakat – men den er ikke seværdig.
Dokumentarfilm er også en styrke Almodóvar i 2018, som gjorde et stort indtryk på mig, da han lavede filmen El Silencio de Otros hvor han gerne vil have svar på ofrene fra den spanske borgerkrig og Francos diktatur i 1930´erne, en film som blev lavet over seks år og vi var med i retssalen i Argentina, hvor mange gemte sig ved de andres tavshed, men nu taler åbent om hændelser. Han opsøger de overlevende eller slægtninge også her får tårerne frit løb.
Autofiktion er en storslået film, som bør ramme alle med et åbent hjerte, men som også skal styrke den sunde skepsis – ikke at tro på alt, hvad glatte folk gør for at få sin film på plads med tre ulykkelige kvinders liv– en tillid til ens egen ærlighed – og lytte til tårerne.
