Skriv en kommentar
Har du også set en af de mange video’er med en flodhest, der i eget gab lige flækker en vandmelon, så let som vi andre popper en sæbebobbel? Sådan en krabat elsker frugt og planter og fremstår ellers som lidt af en kluntet sværvægter. Sådan en gad du måske nok klappe eller løbe om kap med. Tja, læser du Illustreret Videnskab eller faktatjekker WWF, så skal du finde dig et par andre mål i livet, for det ville meget vel være det sidste, du i så fald foretager dig.
“Hungry” er en klassisk monsterfilm, som vi kender det fra f.eks. “Jaws”, “Beast” eller “Crawl”. Sidstnævnte med krokodiller som det skrækindjagende, og det er netop krokodiller som to veninder Sistine og Hannah gerne vil se, da de hopper ombord på en billig turbåd i Louisianas sumpområde. Ombord på samme sejlads er også en fraskilt forretningskvinde, en sygeplejerske samt hendes søn og hendes brandmand-pensionerede far. De gyser lidt ved tanken om at se denne skarptandede kødæder sådan ret tæt på. Det viser sig imidlertid, at de får et helt andet dyr i nærkontakt. Et territorialt skrummel, der ikke jager for at blive mæt, men for at afmærke sit territorie. Et dyr, der ifølge føromtalte skrevne magasiner har 500 menneskeliv på samvittigheden på årlig basis.
At selskabet forberedes på sikkerhedsforanstaltninger, når de skal møde sumpens store seværdighed, Big Ben - en 3,5 meter lang krokodille. Han er ikke lige sådan at finde, så turbåden tøffer en god sjat uden for planlagt rute for at spotte ham. Gode råd om at holde sig i live for en ondsindet flodhest ville have været mere brugbar, for hvad flokken ikke ved, men som seeren fik præsenteret i filmens åbningsscene, er, at Big Ben knækkede som en tændstik i gabet på den grå skabning i de mudrede vande i Louisiana. En overlevelseskamp kan begynde og hver turist er på seriøs udebane. Turbåden trængte upåagtet ind på fremmed grund og det faldt ikke i god jord hos sumpens konge…
Vi er ganske blottet for kendte skuespillere, med mindre du har styr på dine 90’ere. Joaquim de Almeida gjorde sig dengang i blockbusters som “Clear And Present Danger” og “Desperado”. Den portugisiske skuespiller nærmer sig de 70 år, men ligner heldigvis stadig sig selv i denne birolle. Derudover gør det ikke noget, at man ikke genkender det øvrige personel fra andre sammenhænge. I ved, den dyre hovedrolle hænder at være last man standing til allersidst i den klassiske opskrift. Det er dog egentlig ikke sådan, at “Hungry” bringer en masse nyt under solen. Det er et godt gammelt “one by one”-flick, men denne gang slipper man for en ret væsentlig og vigtig detalje. Irrationelle handlinger fra de implicerede, som ikke tjener andet formål end at isolere flokken fra hinanden. Turbåden vendt med bunden i vejret danner base for gruppen, der faktisk fungerer som en gruppe, der vil hinanden livet.
Plus på den konto, og faktisk også omkring at holde “monstret” på afstand. Der er intet galt i at turde henvende sig til et modent publikum, der evner at holde opmærksomheden på utrygheden i stedet for bæstet. Hvis du er teenager, så sørg for at have din TikTok-profil i nærheden, så du kan se små intetsigende video i filmens første tredjedel, hvor skurken er gemt under vandet, mens gruppen etablerer rollefordelingen i håb om overlevelse. Plus også for, at der er etableret sorgproces, da flodhesten bringer sit første offer. Hvor ses det ellers tit, at panik og terror hurtigt erstattes af fuglefløjt og det normale i, at en gruppe langsomt decimeres. Men, og ja, der er et men. Et ret væsentligt men. Titlen “Hungry” er i min bog ganske forfejlet, men værst af alt: “Hungry” er hverken særligt skræmmende eller uhyggelig omkring sit klimax. Dertil er dyret simpelthen for svagt i sin “grufulde” portrættering. Den er ikke meget længere end, at en gyser/thriller uden chok eller egentlige spændingsmomenter halter gevaldigt, og så blegner de øvrige roser i uhørt grad.
Kort fortalt, så står uhyggen uforløst i en ellers prægtig opbygning af plot og setting. Det gør, at “Hungry” lander som en ærgerlig maveplasker. En oplevelse, der viser retningen for fremtidige genrefilm, men som selvstændigt værk er ganske middelmådigt desværre.
