Skriv en kommentar
Da jeg voksede op på Østlolland i 1960´erne var jeg med på et drengehold i håndbold – vi spillede i grønne håndboldtrøjer uden numre og reklamer – vi var ikke bange for ikke at komme på hold, vi var kun de otte, der skulle til med én udskiftning – vi havde forskellige roller på holdet – jeg var holdets anfører, men bestemte intet – det gjorde vores træner. Han fik os til at yde det bedste – var blød, selvom han kunne råbe til én, der lå ned: Hvis du ikke kan leve, så kan du dø - hvilket fik tilskuere til at kigge – men de kendte ham i lokalsamfundet. Vi boede inden for en radius af to kilometer i to landsbyer med ca. 750 indbyggere.
Nu er vi i filmen Rævenes Dans på et sportskollegium i Belgien i 2025 med mange forskellige kulturer og deres drømme om at føre sig frem i verden på en bokseskole – hvor alle kneb gælder. Vi følger talentet Camille (spillet imponerende og naturligt af Samuel Kircher, f. 2004. Han havde brugt 5 måneder hos stor bokser for at lære de rigtige stød!), som iført rød trøje og rød hjelm med hårde dræbende slag, borer sig ind i den blå modstander – og får strakt armene i vejret som vinder – og så mødes de med træneren, som med myndig stemme fremtvinger deres ydeevne med barske ord, og forlanger mere og mere i deres træningsprogrammer – og pludselig er Camille og Matteo (Faycal Anaflous) ude i skoven med store stykker kød, som sættes op i snore – så vi kan se ræven danse i luften for at få fat i byttet – og de to sportstrænede nyder denne isolerede feminine dans i naturen – hvor ræven er taber, hvis den ikke får sit bytte – eller den må som en bokser fortsætte. En kamp på et andet plan.
Men Camille vil gøre alt for at blive en vinder – men da han sammen med Matteo vil udfordre de barske klipper og går ud til mere end det yderste – falder han ned, og hænger med neglene i klippekanten – og falder ned fra toppen, og er nu på sygehuset med knækkede knogler – han mister sin selvtillid og bliver nødt til at revurdere sin fremtid, sin tilgang til livet.
Og der i rævenes verden i skoven står pludselig den smukke trompetist Yas (Anna Heckel) med det gyldne horn på den grønne undergrund, to høje træer og iført rød skjorte med løsthængende hvide bukser og hendes bløde fortolkning af Théo Charliers værk ”Etude no 2” (berømt belgisk trompetkomponist (1868-1944) – så Camille næsten slipper handsken – og hun bare siger: Hvad glor du på? – en nærværende kontakt, hvor de kærligt og sensuelt viser hinandens ar, og blidt røre ved dem – og da de senere ligger ved siden af hinanden med tøj på, og hun vender ryggen til – men alligevel siger hun gerne vil røre hans arm.
Han kommer tilbage til bokseverdenen og vil vise sit værd – og han får trænerens tillid – nærmest på bekostning af Matteo – som straks smækker med døren – han føler sig som den bedste – men kommer ikke først. Camille træner mere og mere, mens hans kammerater siger, at hans fald har gjort ham mindre mentalt kampklar – men smerten giver ham mod. Filminstruktøren har på forbilledligvis optaget scener – som med en mobiltelefon, så vi kommer tættere og tættere på virkeligheden. Filmen er en fremragende fortælling om de forskellige unges kulturer fotograferet helt tæt på – at se deres ånde og spændstige glinsende kroppe. At se og studere hinanden.
Det er Valéry Carnoys debutfilm og på smukkeste vis får vi en følelsesladet tæt fortælling om det menneskelige mellem venskab og skrøbelighed.
Vi ser tilslut Camille i bokseringen i tre omgange og han taber de første to på point – men kommer så ind til tredje med trænerens krav: Hvis du ikke slår ham knockout de næste tre minutter, bliver du ikke Europamester!! Gør han det?
