Skriv en kommentar
Flueben til alle konventionerne ud i kunsten at fremstille hajen som dybest glubske bæst, der i filmens verden som oftest har mennesket som livret. Fra legendariske “Jaws” til juli måneds “The Devil’s Mouth”, så er der løbet meget vand gennem oceanerne i dette mellemrum. Ikke desto mindre har det vrimlet med hajgysere i al den tid, og det er da heller ikke første gang, at instruktør Renny Harlin lader havets konge sætte tænderne i menneskekød. Med “Deep Blue Sea” skabte han en ganske effektiv og nervepirrende nyklassiker, der blev så populær en størrelse, at den endte som en slags franchise med Scott Darin og John Pogue i 2’eren og 3’erens instruktørsæder. Efterfølgerne var dog blottet for kendte skuespillere i modsætning til Harlins, og blev aldrig rigtige arvtagere.
Nu giver Harlin hajerne endnu et skud, og han har sat Aaron Eckhart bag roret på et fly (ganske som han også gjorde det i filmen Sully), mens Oscar-vinder Ben Kingsley (Gandhi) er flyets kaptajn, hvorpå en mobiltelefon i oplader overopheder og går i brand. Det sætter en katastrofal kædereaktion i gang, og snart har flyet ingen funktionelle motorer tilbage og ender med at styrte ned i åbent hav. Adskillige omkomne, men i lige så høj grad mange tilskadekomne med åbne sår fra den bratte nedstyrtning. Det klare ocean får et rødligt skær, og så kan du jo nok regne ud, hvad det betyder. Flystyrtet viser sig at være de overlevendes mindste issue…
Tre kvarter inde i filmen har vi første encounter, og herfra starter menneskenes kamp for at undgå de sylespidse tænder fra dybet. Vi har flere grupperinger, der kæmper på hver sin lokalitet og med vidt forskellige issues til følge. Du skal særligt holde øje med lille skrøbelige Molly Wright i rollen som Cora, der virkelig brænder igennem. Du skal også holde øje med de særdeles aggressive hajer, der ikke holder mange pauser, når folk forvilder sig i vandet fra det flydende halve vrag. Aaron Eckharts Ben var piloten i kontrol i luften, men forbliver dirigenten til vands. Ikke mindst for Cora, der må se drømmen om at finde sine forældre i live blandt de blot 30-40 mennesker, der i første omgang overlevede, forsvinde som dug for solen. Det klæder Eckhart at træde i karakter som søens Braveheart.
Til syvende og sidst handler det så sandelig også om, hvorvidt hajerne ligner en troværdig udgave i form at størrelse, drift i vandet, kendetegn, for gud fader hvor vi har måtte kløjs i alt for mange mekaniske og digitale vanskabninger. I “Deep Water” er resultatet ganske hæderligt, og man har ikke selv lyst til at dyppe så meget som en tå. Det kommer til at blive en kamp for alle involverede at bevare håbet om at blive reddet udefra. Resultatet er ganske effektivt, uden at “Deep Water” vil blive husket blandt de bedste, men samtidig også pokkers langt fra de ringeste i genren.
