Overskrift konkurrence


Standard facebook Følg os på instagram

Seneste artikler
Scificon Afvikle...
Berlinalen Nr. 7...
Franske Filmmand...
Berlinalen Nr. 7...
Robert-Prisen 2026

Se alle artikler
Overskrift konkurrence

Det Nye År
Det Nye År billede

Now You See Me: ...
The Housemaid


Vi anbefaler
Boligbasen.dk
Ligo.dk - en ven af huset

Artikel

SciFiCon afviklet for 12. gang med fine gæster på programmet

5. april 2026 af Jesper Poulsen Skriv en kommentar

SciFiCon afviklet for 12. gang med fine gæster på programmet billede

Atter var Randers samlingspunkt for den gode fortælling. Helte, skurke og monstre gik hånd i hånd rundt i Arenaen og uddelte high fives, og for pokker, hvor har man lyst til at tage derfra og hoppe direkte ind på sofaen og gense de påmindede klassikere

Endnu en weekend fyldt med wookies, stormtroopers, jawas og en mørk skikkelse, der pruster og stønner helt uden at have været flere ture op og ned ad trapper. Star Wars er stadig hovedingrediensen på SciFiCon i Randers, der denne gang holdt film-fans, bogorme, og fantasy-nørder beskæftiget for 12. gang. Et tilløbsstykke af rang også for cosplayers og wrestling-entusiaster plus alle kommende jedi-spirer. Der var såmænd lidt for enhver smag, og mon ikke også, der havde sneget sig nogle uvildige ind, der ganske enkelt bare ville se på alle de mennesketyper, der betragter SciFiCon som juleaften?

Igen i år et alsidigt udbud, hvor det pulserende hjerte fortsat er den helt store messedel, der foregår i Arenaens hal 1. Her er ikke den ting, du ikke kan købe. Alverdens accessories fra gaming, film og litteraturens verden. Vel at mærke ikke rom-coms, prinsessepåklædning eller lægeromaner. SciFiCon er rendyrket action, science fiction, anime og fantasy. Med fare for at ryge i en kønsdiskriminerende skammekrog, så er det den slags, man i min barndom ville kalde “noget for drenge”. Som nævnt fylder Star Wars en stor del, men

Som vanligt var der hentet forstærkning udefra. Denne gang fra Star Wars-trekløveret Toby Philpott, Trevor Butterfield og Catherine Munroe. Førstnævnte var dukkefører for gangsterbossen Jabba The Hutt, mens de to sidstnævnte var henholdsvis dusørjægerne Zuckuss og Bossk. Deres respektive rollelister indeholder også adskillige titler, som du som velbevandret SciFiCon-gæst ikke kan undgå at have set. De tre var sat stævne begge dage, hvor publikum kunne få stillet deres spørgsmål og bytte med et svar. Det var nu ikke kun Star Wars-spørgmål, der gik igen. Publikum havde gjort sit hjemmearbejde, og fik også spurgt til deres arbejde på film som Indiana Jones, James Bond og Gys i Blomsterbutikken.

Nostalgi fra dengang og siden kan man vel også sige om duoen Wikke og Rasmussen. Michael og Steen, hvis man er på fornavn med dem. Bedst kendt som satire-makkerparret, der fik DRs sendeflade til at gå bananas via tv-underholdning i 80’erne, hvor vi blandt andet lærte Robin Hat, Brødrene Bisp og Klap-I-Olsen at kende. Siden en helvedes masse skønne film som Russian Pizza Blues, Hannibal & Jerry og Flyvende Farmor for bare at nævne nogle få. Ud over deres stand på messen, så var de også værter ved deres ønskebiograf, hvor folk kunne vælge klip fra hele deres bagkatalog. Det gav i denne runde gensyn med blandt andet Ridder Lykke, Svend Svin og Pandekagesangen og tilknyttede anekdoter fra casting, produktion og indspilning.

Forfatter Gunnar Wille har stået fadder til legendariske bogskabninger som Skrumpen Fra Det Ydre Rum, Magiske Mads, Rita og Giraffen Knud, hvoraf flere af dem såmænd også endte på tv. Således også Familien Fab, som Gunnar kunne fortælle genudkommer i en omskrevet version her i foråret, således at det skrevne passer endnu bedre til tv-serien, der i øvrigt kan opleves på DR Gensyn. Det var også muligt at opleve filmentusiasten Jacob Krogsøe fortælle om sin store begejstring for “Stranger Things”. Det var ikke tilsat spoilers for de uindviede, men i stedet nogle perspektiver ud i, hvorfor den taler så meget til alle generationer. Karaktererne er jo børn, men sat i en tid, hvor både de musikalske referencer samt tidstypiske plakater på ungernes værelser kalder på generation x’ hjerter. Krogsøe fik givet eksempler på, at film og karakterer som “Nærkontakt Af Tredje Grad”, “Harry Potter”, “Conan”, “Carrie” og “Rambo” lige hilser på i den fem sæsoner lange serie. Sådan kunne man blive ved, for rundt omkring i stedets konferencerum var der masser af spændende foredrag og workshops.

I Hal 2 havde cosplayerne en hel scene til deres egne performances og kåringer. En scene, de delte med jedi-skole og lyssværdshows. Derudover var der masser af muligheder rundt omkring i Arenaen for at opgradere sine skills ud i kunsten at tegne og male warpaint. I disse dage er Randers altid på den anden ende, og det var såmænd ikke kun i føromtalte Arena, at det sner. Således også på Randers Bibliotek og i Nordisk Film Biograf Randers. Sidstnævnte havde en særlig visning af Jim Hensons “The Dark Crystal”, som en af denne conventions gæster, Toby Philpott, var dukkefører på i sin tid. Øjnene havde nok at gøre med at konsumere alle indtryk, når der også er fotostande, wrestlingkampe, konkurrencer og så en masse high-fives, der skal uddeles til de udklædte, hvor bl.a. et team af Ghostbusters fra Tyskland også gjorde sig bemærket i år. Man forstod, at der rent faktisk også er en safe zone, når din tankevirksomhed lige skulle nulstilles og klargøres til endnu mere guf.

Ingen SciFiCon uden den gigantiske parade. Den er altid en seværdighed i sig selv, for det er her, at du kan få et overblik over alle, som har gjort noget ekstraordinært ud af deres påklædning og udstyr. Helte og skurke fra alverdens universer, og så også en del fra det asiatiske marked. I år var der ud over de mange Star Wars-kostumer også Halloween-psykopaten Michael Myers, Edward Saksehånd, Deadpool, Freddy Fazbear, The Crow, Sauron, Futurama og Miyazaki-figurer. Dette og alle andre programpunkter stykket sammen af idémand Benny Ray og hans team samt gode sponsorer og samarbejdspartnere. Nyd herunder en række udvalgte billeder fra de to dage i Randers og overvej så lige, om du ikke skal med til næste års SciFiCon, der finder sted 10. + 11. april i en Arena langt, langt borte…















banner
Overskrift Højre Block
Super Mario Gal...
Father Mother Si...
The Drama
Ready or Not 2: ...
Mira (Blockbuster)
They Will Kill You
I Swear
Project Hail Mary
Mercy (Blockbuster)
The Oligarch and...



KLOVN FOREVER tr...
Blade Runner 2: ...
"Fantastic Beast...
Avengers: Infini...
Rumkapslen fra "...
Suicide Squad ti...
Superfast: Nyt k...
Trailer: Mission...
Gina Rodriguez m...
Frozen 2 officie...