Lørdag d. 14/2
Første film i dag, blev den finske horrorfilm Nightborn. Et ægtepar flytter ind i konens arvede hus dybt inde i skoven – og allerede dér begynder det at knage. Huset ånder. Skoven lytter. Noget lever. Da konen bliver gravid og føder et dyrisk, pelsklædt barn, tipper filmen fra underspillet uhygge til rendyrket kropslig mareridtsfabel.
Under alt det blodige splat og de imponerende, praktiske effekter gemmer der sig dog en overraskende rørende fortælling om forældreskab. Om moderens ubetingede kærlighed – og om nødvendigheden af at acceptere sit barn, som det er, fremfor at forsøge at undertrykke dets natur. En stemningsmættet og modig film, der balancerer det groteske med det ømme.
Herefter stod den på amerikansk drama/thriller med Rosebush Pruning. En stenrig familie har mistet deres mor – angiveligt til ulve, hvis man spørger den blinde far. Tilbage står tre brødre og en søster, alle formet af en opvækst i ekstremt privilegium og total følelsesmæssig forsømmelse.
Resultatet er et eksplosivt familiedrama, hvor sølvskeen i munden ikke har forhindret nogen i at blive komplet forkvaklede. Filmen er en kulsort satire over milliardærers selvforherligelse og moralske forfald. Da en udefrakommende faktor forstyrrer familiens forskruede økosystem, imploderer det hele i gensidig ødelæggelse. Voldsomme scener, groteske karakterer og et underholdende, nådesløst blik på privilegiets råddenskab.
Efter to fiktionsfilm var det tid til dokumentar: The Ballad of Judas Priest om Judas priest. En stærk og medrivende gennemgang af bandets betydning for heavy metal – et band, der i praksis spillede heavy metal, før genren overhovedet havde fået sit navn.
Dokumentaren dvæler også ved forsanger Rob Halford og det faktum, at han var homoseksuel i en tid, hvor metalscenen langt fra var kendt for rummelighed. Filmen fremhæver, hvordan metal som kultur altid har fungeret som samlingspunkt for outsidere og mennesker, der ikke passer ind andre steder. Den kommer hele vejen rundt – historisk, musikalsk og menneskeligt – og ja, jeg blev faktisk rørt undervejs. En varm anbefaling, især til musikelskere og metalhoveder.
Dagen sluttede med den engelske coming-of-age-film Truly Naked. Her følger vi en introvert teenage-dreng, der arbejder for sin fars pornofilmsfirma – blandt andet ved at filme farens sexvideoer og klippe materialet sammen bagefter. På skolen bliver han sat sammen med en pige om et projekt om porno, og det bliver startskuddet til en konfrontation med både hans arbejde og hans egen identitet.
Filmen vil sige noget om pornografiens indflydelse på vores syn på intimitet og nærvær. Ambitionen er der – men for mig forløses den ikke. Hovedkarakteren gennemgår ikke nogen egentlig udvikling, og hans spil føles til tider karikeret og anstrengende. Filmen bygger op til flere potentielt stærke konflikter, men uden rigtigt payoff. En interessant præmis, men en noget haltende eksekvering.
Søndag d. 15/2
Det tyske periodedrama Rose udspiller sig i begyndelsen af det 17. århundrede og følger en kvinde, der vender hjem fra krig og overtager identiteten fra en afdød, mandlig soldaterkammerat. Under hans navn overtager hun hans gård og indtager rollen som mester – en position, der på papiret er hende forment.
Filmen arbejder stille og insisterende med køn som social konstruktion: Hvor meget af autoritet er krop, og hvor meget er performance? Da omgivelserne begynder at ane uråd, krakelerer illusionen, og fortællingen bevæger sig mod det uundgåelige opgør.
Selvom filmen aldrig eksplicit berører homoseksualitet eller LGBT-tematik, ligger der en tydelig parallel i dens skildring af normbrud og samfundets intolerance over for det, der falder udenfor det forventede. Rose er ikke revolutionerende, men den er velspillet, tematisk relevant og æstetisk solid – en fin og tankevækkende oplevelse
Den tyske “horror”-komedie The Blood Countess tager udgangspunkt i den mytiske grevinde Bathory, der vækkes fra sin dvale og sammen med sin loyale assistent leder efter en bog, der – hvis man græder på den – kan forvandle en vampyr til menneske. På vejen står politi, vampirologer og terapeuter i kø.
Filmen kalder sig selv horror-komedie, men gyset udebliver, og humoren rammer sjældent. I stedet fremstår den ekstremt karikeret, næsten revy-agtig i sit udtryk, og meget af dialogen føles indforstået på en måde, der skubber publikum væk snarere end at invitere dem ind. Narrativt nægter filmen at give svar eller forankring – man skal tilsyneladende blot overgive sig til den absurde galskab.
Det visuelle univers har en kulørt, næsten tegneserieagtig energi – som et særligt syret Tintin-afsnit – men for mig blev det mere forvirrende end forløsende. En film, der ville være quirky og camp, men endte med at være trættende.
Dagens højdepunkt blev uden tvivl den japanske anime-klassiker Ninja Scroll, vist i Berlinalens Classics-program i en nyrestaureret 4K-udgave – introduceret af instruktøren selv.
Filmen følger den omvandrende ninja Jubei, der ved et tilfælde hvirvles ind i en brutal konflikt mellem to ninja-klaner. Snart viser det sig, at konflikten har dybe, personlige rødder i hans egen fortid.
Ninja Scroll regnes blandt de mest betydningsfulde film i introduktionen af anime til Vesten og har haft enorm indflydelse på senere værker. Dette mærkes tydeligt, for filmen står stadig stærkt i dag, både narrativt og visuelt.
At den er fra 1993 og kun blev vist én gang i japansk biograf ved sin oprindelige udgivelse, gør dens kultstatus endnu mere bemærkelsesværdig. Animationen – skabt før digitaliseringens dominans – er dynamisk og kompromisløs. En film, der både er et historisk dokument og en stadig levende action-oplevelse. En klar anbefaling.
Mandag d. 16/2
Festivalens sidste film for mit vedkommende blev den amerikanske At the Sea. Her følger vi en kvinde, der vender hjem til sin familie – mand, ung søn og teenage-datter – efter et længere rehabiliteringsforløb.
Hun mødes af både forventning og skrøbelighed: presset fra arbejdet, familiens håb om normalitet og det følelsesmæssige puslespil, der skal samles igen. Filmen kredser om traumer – både de synlige og de nedarvede – og stiller det evige spørgsmål: Hvordan bearbejder man det, der har splintret én?
Det mest befriende er filmens underspillede tone. Den nægter de store armbevægelser og de didaktiske forklaringer. I stedet lader den stilheden og blikkene tale. Resultatet er en troværdig, velspillet og smuk film, der respekterer sit publikum og sine karakterer. En varm anbefaling – og en værdig afrunding på festivalen.
Tak for denne gang, Berlinalen. Jeg tager hjem med nye indtryk, nye perspektiver og fornyet kærlighed til biografmørket. Jeg glæder mig allerede til at vende tilbage næste år.
