Skriv en kommentar
Den otte-delte serie følger Lucky Luke (Alban Lenoir), der under sin jagt på banditter, støder på den unge Louise (Billie Blain), som leder efter sin mor, der er forsvundet på mystisk vis. Sammen drager de rundt i Det vilde vesten, hvor de støder på kendte lovbrydere som Joe Dalton (Jérôme Noël) og resten af Dalton-brødrene, Billy the Kid, Calamity Jane og mange flere. Men midt i ståhejet opdager Luke og Louise, at morens forsvinden er en del af en større, forbryderisk sammensværgelse, som kan få store konsekvenser for Amerikas forenede stater.
Denne miniserie er instrueret af Benjamin Rocher, som er kendt for franske action-komedier som “The Squad” og “Parrallèles”. Det er tydeligt igennem seriens forløb, at både action og comedy ikke er en uvant genreblanding for denne instruktør. “Lucky Luke” har meget at byde på, hvad angår humor og spænding.
Der er flere komiske højdepunkter, hvor nutidig aktivisme inddrages, der er blandt andet en scene, hvor Louise kommenterer Lukes manglende forståelse for dyrevelfærd, hvortil Luke svarer: “Det er jo kidneybønner, jeg spiser!”.
På samme måde stiller Louise spørgsmål ved både Lucky Luke og Joe Daltons til tider mere traditionelle kønssyn. Dette fungerer som et friskt pust til en tegneserie, som i forvejen har et mandsdomineret persongalleri.
Ligeledes er Calamity Jane et charmerende og farefuldt bekendtskab, da hun dukker op på et tidspunkt, hvor trådene i forhold til morens forsvinden går op. Man kan i det hele taget mærke, at både instruktøren og manuskriptforfatterne grundigt har læst lektien i forhold til tegneseriens blanding af humor, western-klichéer og inddragelsen af virkelighedens skruppelløse lovløse.
Stort set alle figurer fra tegneserien ligner sig selv - med undtagelse af enkelte friheder i forhold til deres personlighed og kostumer. Hovedpersonen selv fremstår mere sårbar og en anelse mere kynisk end sin tegneserie-pendant, og det virker malplaceret, da Luke generelt udstråler stoisk ro og en urokkelig retfærdighedssans.
Til gengæld leverer Alban Lenoir en formidabel skuespilpræstation og tilfører Luke et glimt i øjet, som giver figuren mere dybde.
Det samme gør Jérôme Noël som Joe Dalton, hvor han brillerer med Joes sædvanlige temperamentsudbrud og genialitet som strategisk forbryder-boss. På samme måde som Lenoir giver han figuren flere dimensioner, som klæder den ellers endimensionelle skurk.
Desuden har serien et flot, gennemført visuelt udtryk, som i høj grad respekterer tegneseriens farverige æstetik. Scenografien og effekterne er detaljerede og veludførte. Uheldigvis har serien et tempo, som føltes forhastet, i forhold til historiens mange elementer og plots. Det kan være ganske svært at følge med til tider.
Enkelte steder bliver den digitale posh for strømlinet, da den tager lidt af den rå westernstemning, som ellers kendetegner universet. Alligevel lykkes det serien at balancere den historiske realisme med det stiliserede tegneserieudtryk på overbevisende vis.
Dialogen er både skarp og vittig, men desværre halter historien. Seriens største svaghed er dog dens ujævne plotstruktur.
Der sættes mange fortællingsmæssige skibe i søen undervejs, men ikke alle når sikkert i havn. Flere sidehistorier og karakterspor introduceres med lovende potentiale, men forløses aldrig helt tilfredsstillende, hvilket efterlader fortællingen en smule fragmenteret.
Til de mange Lucky Luke-fans er der mange såkaldte “easter eggs” og referencer til flere karakterer og elementer fra tegneserien (hvilket i sig selv er skønt) og desværre er der nogle sideplots og velkendte figurer som Dalton-brødrene og Ratata, der har vigtige roller funktioner, men som tilsidesættes for at give plads til hovedkarakteren, hvilket efterlader seeren med en tom fornemmelse.
Man savner både Jolly Jumpers og Ratatas hurtige og kvikke one-liners, begge figurer portrætteres langt mere realistiske end tegneserie-modstykkerne.
Til gengæld får andre karakterer lov til at udfolde deres humoristiske sider hen over seriens forløb, så på den måde er fraværet af sidstnævnte ikke så betændt.
Seriens soundtrack er komponeret af Thomas Cappeau. Hoved-melodien giver Lucky Luke-figuren et majestætisk og farefuldt tvist, hvilket føles passende i forhold til ham og den særlige westernstemning som serien er kendt for.
“Lucky Luke” er en ambitiøs og farverig serie, som har meget potentiale, men som desværre drukner i en rodet fortælling, hvor plottet føles forvirrende og i bedste fald indviklet for særligt yngre seere. For med et så rigt persongalleri er det svært at navigere i de forskellige og hovedskurkens plot virker mindst ligeså indviklet som flere af karakterne. Endvidere lader seriens skabere til ikke helt at vide om denne tolkning bør være humoristisk eller alvorlig og derfor føles balancen mellem de to problematisk. Trods de narrative ujævnheder og den overfyldte struktur lykkes det dog serien at bevare et vist underholdningsniveau, ikke mindst gennem sit humoristiske overskud og sine rappe replikker, som giver universet en smule af den charme, det ellers savner i helheden. Det er måske ikke et skud lige i plet, men bestemt heller ikke helt ved siden af skiven.
Lucky Luke kan streames på Disney+
