Skriv en kommentar
Filminstruktør og dokumentarist Emil Næsby Hansen var egentlig i gang med at lave en film om et fællesskab af kvindelige fårehyrder, så mødte han det danske band Aphaca og deres fortælling trængte sig på og måtte kreativt forløses bag kameraet som fluen på væggen. Over et par år følger Emil bandet og deres musikalske ambitioner og om at turde springe ud sammen og have noget på spil med deres debutalbum “Et Aar Uden Dig” fra 2022. Som forsangeren siger så rigtigt i øvelokalet til deres producer Adi Zukanovic (uddannet pianist fra Syddansk musikkonservatorium og udøvende musiker), så skal deres debutalbum sidde i skabet ellers kan de godt pakke sammen. De har et skud. Det er ikke en ‘ommer’, hvis de vil noget med deres musik og det vil de sammen.
Bandets fire medlemmer og det femte medlem mødte hinanden i 8.klasse og indgik en slags pagt om, at det er ensomt at lave musik alene, men sammen er de stærke og når længst og kan klare presset i musikbranchen med op- og nedturer for de to sider følges ad. Da vi møder dem i øvelokalet på Østerbro for første gang er nogle omkring de 20 år og en på 19 år; Rumle (sanger, sangskriver og guitar), Bertram (bas og spiller en af hovedrollerne i kortfilmen “Under dine vinger” fra 2025 instr. Sarah Carlsen), Bertil (klaver), Noah (trommer) og Albert (guitar – femte medlem – deltager i indspilninger, koncerter).
Udover deres velkomponerede musik og velskrevne poetiske tekster, hvor lytterens indre verden af billeder, ord og følelser sættes i gang, er instruktøren dybt fascinerede af, hvordan bandet selv håndterer deres uenigheder og formår at gribe hinanden, når de skiftevis er i tvivl og har nedtur eller føler sig ekskluderet fra gruppen fx trommeslageren sidder på et tidpsunkt helt fysisk alene under indspilning fra de tre på hhv. guitarer og bas. Det løses hurtigt og ubesværet ved, at han åbner munden og siger, hvordan han har det og kommer ind i samme lokale.
Dokumentarfilmen følger dem til deres klimaks mod at stå på den næststørste scene/arena på Roskilde festival i 2025, hvor de bliver rykket fra lille scene til den næststørste scene, fordi publikum er kommet for at høre dem. Undervejs mod deres opstigning fra single til albums, mindre festivaler/koncerter til store koncerter bl.a. oktober 2026 spiller Aphaca i parken, så indfanger kameraet også medlemmernes tvivlsomme og mere vemodige sider af denne populære opstigning i en benhård musikverden. Basisten udtrykker, at han i begyndelsen var meget nervøs for at komme op på scenen fx ingen af medlemmerne havde lyst til at gå først på scenen, nu har han svært ved at komme ned fra scenen. Denne følelse af ikke at ville give slip på denne fuldkomne overvældende rus og netop det øjeblik, som det må være at stå foran så mange mennesker, som synger med på bandets tekster, har Kim Larsen sat præcise ord på: “men om natten, når lyset brænder ud, så er du ene, åh så ene” fra sangen “Masser af succes” 1975.
Der er flere lag i denne musikdokumentarfilm, også instruktørens budskab, at: “Filmen handler om at tage ansvar for sig selv og hinanden. Hvis du vil noget med dit liv, må du selv sørge for, at det sker og give afkald på, hvad det koster. Det har de her drenge gjort” (Angel Films interview med Emil Næsby Hansen 2026)
Vi skal være taknemmelig for, at der dukker dansk bands op som Aphaca med egne tekster og musik for der er langt mellem snapsene. Aphaca rammer musikalsk, poetisk og går lige i hjertet med tekster som: “Jeg spurgt’ ham hva’ vil du gøre, når de kun lytter til dem selv? Jeg vil sy vinger I ryggen på dem, der vil flyve væk og starte igen” fra sangen “Et sted hvor vi de første” 2025.
