Skriv en kommentar
Dybt under Hammershus’ kløfter og klipper nyder Krølle Bølle og den resterende troldeflok livet. Som en hengemt myte om de små væsner, der i sin tid drillede menneskene, så er der nu ganske stor adskillelse på den front. Ja, altså lige indtil at Krølle Bølle lever op til sit navn og gennem sin nysgerrighed og filterløse sind får skabt hul til menneskenes verden. Bekymret for hvad Krølle Bølle kan udrette i en for ham fremmed verden, stikker lillesøster Borra i hælene på ham. Måske nok en god idé, for Krølle Bølle er ikke typen, der ser sig tilbage.
Snart er duoen komplet desorienterede i forhold til at kunne finde tilbage til troldeflokken, men ikke nok med det, så erfarer de to trolde, at der oven på deres hyggelige huler skal bygget en forlystelsespark kaldet Krølle Bølle-land. For at den kan etableres, så skal granitten sprænges væk og det vil i så fald også byde farvel til troldehulerne. Bygherren Oles datter Trine bliver det første menneske, der opdager, at der er kommet levende trolde op til overfladen. Da Trines far aldrig har tid til at lege med hende, så udser hun troldene som hendes nye legetøj, og i kløerne på en lille pige, så bliver opgaven med at forhindre sprængningerne og siden finde hjem ikke nogen nem opgave.
Solskinsøens maskot får endelig en spillefilm, hvor det er tydeligt, at der er frit valg på alle hylder. Som en mindre David mod Goliat-historie er det nu op til de små væsner at “besejre” de store kæmper kaldet mennesker. Alt i alt et sympatisk træk for at skabe lidt filmmagi for de mindste, men de sammenlagt fem kvarters spilletid bliver egentlig aldrig rigtig spændende, sjov eller synderligt vedkommende. Troldene er ellers ganske nuttede, men deres forventede underholdende interaktion i vores verden bliver alt for overfladisk. Naturligvis er der god ræson i forsøget på at holde de yngste beskæftiget ved ikke at brede formatet ud over en helaftensfilm, men de godt fem kvarter begrænser også dybdefortællingen i en grad, så man ikke rigtig kan tage præmissen alvorlig. En regulær skam!
Krølle Bølle blev salig Kjeld Nørgaards sidste arbejdsopgave. Meget passende agerer han Krølle Bølles bedstefar, mens Ellen Hillingsø og Troels Malling Thaarup leverer stemmer til Krølle Bølles forældre. Rasmus Botoft er Ole, som er hjernen bag temaparken, og datteren Trine (Ava Knox Martin) virker måske bekendt. Kan du ikke lige placere hende, så ringer “Pigen Med Nålen” og “Under Stjernerne På Himlen” måske en klokke. Der er ikke en finger at sætte på animationen og detaljegraden i filmen, men handlingsmæssigt er der for lidt at byde på, og den samlede oplevelse fiser lige ud i glemslen.
